• Da jeg reklamerede for cigaretter i P3

    Det handler om, at Lars Lilholt Band i 1989 udgav en plade betitlet “Engang drog vi ud for at slå tiden ihjel”. Jeg skulle i et interview med Lars direkte i P3 præsentere nyudgivelsen ved en sammenkomst i Huset i Aalborg, og da jeg kender manden og hans virksomhed ret godt var den eneste forberedelse at skrive den pladens titel på en lille lap til mig selv – den var jo lidt lang og underlig.  Jeg havde dengang som nu den vane at sætte små papirlapper ind i min cigaretpakke så de ikke blev væk. Derfor placerede jeg sedlen med titlen under cellofanen i Queens-pakken og vi gik i æteren. …

  • Evan i litteraturen

    Jeg blev ved min fødsel navngivet Evan-Thore Vestergaard Andersen. Siden smed jeg det vulgære “Andersen” bort og forkortede ofte Thore, så jeg blev kaldt Evan-Th. Vestergaard. Eller “Evan ad H T”, “Evan T-Hore” og hvad vennerne ellers fandt på. Da digitaliseringen væltede ind over verden og mit navn blev massakreret på flybilletter og andet, slog jeg Evan og Thore sammen og kalder mig nu Evanthore. Dog de fleste siger alene “Evan” og det er fint nok.  Noget beskæmmet må jeg indrømme, at det er to norske navne, mine forældre har valgt. Hvorfor ved jeg ikke. I sentimentale stunder påstår jeg at “Evan” kommer af Evangelium som jo betyder glædeligt budskab.…

  • Hvil i Fred

    Jeg elsker kirkegårde. Måske fordi jeg er vokset op med og på kirkegårde. Min farfar var selvstændig kirkegårdsgartner på Almenkirkegården i Aalborg og min far ligeså samtidigt med at han var bedemand – som han sagde: “Jeg har gået på gravens rand hele mit liv”. Jeg tilbragte megen tid på kirkegården – hjalp lidt til, hyggede mig med farfar og ikke mindst: alt dette med død og forgængelighed blev en vigtig del af mit liv. Sådan er det jo: døden er en del af livet og som kristen tror jeg på et liv efter døden. Det er altså ikke sort det hele. I 2006 skabte jeg værket “Hvil i Fred”.…

  • Selvmål

    Jeg er ikke til sport og idræt – slet ikke fodbold. Jeg synes, den slags i enhver henseende er dumt, spild af tid og kræfter, i bedste fald totalt ligegyldigt. Jeg ved heller ikke så meget om fodbold og jeg følte mig ramt, da en drukkenbolt på den lokale forleden sagde til mig, at “hvis man ikke har forstået fodbold har man intet forstået”. Alligevel mener jeg i al ydmyghed at jeg har klaret mig nogenlunde gennem mit halvlange liv uden at forstå noget som helst. Jeg har dog spillet fodbold en enkelt gang i skoletiden.  Baggrunden var netop, at jeg ikke ville deltage i gymnastik. Forkælet som jeg var…

  • Kontroversiel Kultur Kæmper Kreperet

    Dette er ikke min nekrolog. Jeg sprællevende og ved mine fulde fem (nej, man diskuterer ikke med Formanden!), men jeg har skrevet min egen nekrolog. Hvorfor dog? Overfladisk set er det naturligvis noget krukkeri og et stunt af den slags, der holder mig i live, men jeg har for vane at pakke mine mere eller mindre skøre idéer ind i plausible forklaringer, så den kommer her. Selv om der er tale om en hæderkronet journalistisk genre, som kan nå litterære højder, så er nekrologer dybest set noget pangelværk som man siger i det nordjyske. Løgn på løgn, uberettiget elevering af den afdøde, smiger og smasken, gode gerninger gøres endnu bedre,…

  • Rubin – Signe

    Jeg var 26 og Signe 13. Jeg underviste på Aalborg Musikskole og hun spillede noget så uskyldigt som blokfløjte. Mine elever var konservatorieaspiranter og jeg kunne ikke spille blokfløjte, så Signe var ikke min elev, men vi havde en times pause samtidigt, vistnok på onsdage. Den time tilbragte vi i samtale og – jeg tør godt sige: gensidig tiltrækning uanset aldersforskellen. Signe var allerede dengang smuk som en gudinde, begavet, talentfuld og empatisk, og jeg som jeg nu engang var og er. Signe var kvinde af den slags, der blev og stadig er mit ideal. Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg var dødeligt forelsket og måske allerede da…

  • Harald og Inger

    Harald boede i Kattevad og Inger i Sølyst. De gik begge i min klasse på Danmarksgades skole fra 1960 og seks år frem. Kattevad er i dag noget af det mest eksklusive Aalborg – bindingsværks-husene bag Føtex, og arbejderboligerne i Sølyst ude ved Rørdal er blevet moderniseret. Men i skoletiden var Harald og Inger fattige. Man kunne mærke det på manglende hygiejne, dårlig ernæring, hullet og snavset tøj og, tror jeg at jeg oplevede: en kronisk lettere deprimeret sindstilstand.  Det forlød, at der løb rotter rundt i Kattevad, så der var ikke mange af drengene, der måtte gå til fødselsdag hos Harald. Sølyst lå langt borte fra byen og det var…

  • Korrespondent i Tyskland

    I midten af 1980’erne rejste jeg rundt i Tyskland en uges tid hver måned og lavede radio i form af reportager fra musikfestivaler, kunstmuseer og den slags. Kunden var Deutschlandfunk. Denne radioinstitution blev stiftet i 1962 og havde som formål bl.a. at sende information om forholdene i Vesttyskland til borgerne i Østtyskland. Det er næppe forkert at betegne radiospredningen som propaganda omend stilen og tonen i programmerne var “neutrale” og “oplysende”. Man sendte også specielt designede programmer til en række centraleuropæiske lande og Skandinavien, herunder Danmark. Som redaktør for de danske programmer havde man valgt den danske journalist Uwe Taubert, kendt fra Danmarks Radio for sine reportager fra hovedstaden Bonn, og…

  • Een gang ryger – altid!

    Nu sker det igen: jeg har snart tømt de danske lagre for min yndlingssmøg Camel uden filter. Og jeg ryger ikke så mange på dansk grund, at de vil producere dem mere i Danmark. Det er bare så nedtur. Jeg røg mine første cigaretter som teenager og da jeg kommer fra et ikke-ryger hjem med missionsk baggrund røg jeg i smug, nemlig på badeværelset medens vandet løb. Det var sikkert et dårligt skjul, men det gav mig en oplevelse, som jeg har nydt siden: det sanselige i tobaksrøg blandet med de dufte, der følger med sæbe og andre midler man bruger til kropshygiejne. I’m loving it og har for årtier…

  • Åh Aalborg!

    Jeg er født i Aalborg for 65 år siden og har siden jeg var teenager haft et kontroversielt forhold til byen. Jeg har aldrig forstået begreber som “fødeby”, “hjemstavn” og den slags, og jeg begyndte tidligt at længes ikke blot ud som så mange ynglinge, men bort fra Aalborg. Først gennem årene er grundene til dette had/kærlighedsforhold, hvis det kan kaldes sådant (så er jeg flink), blevet bevidste, men alligevel består altså både trangen til at være i Aalborg i et vist omfang og den helt nødvendige trang til at være borte. I 2016 udgav jeg digtsamlingen “BYEN”, hvori Aalborg ikke nævnes én gang, men både omslaget og indholdet peger indirekte…