• Karriere – nejtak!

    Allerede som 14-årig begyndte jeg at arbejde for føden. Ikke med at høste roer eller malke køer, men ved at bruge mit hoved og mine talenter for sprog og musik, og især fordi jeg altid har haft en voldsom trang til at udtrykke mig, gøre mig gældende, lave verden om – det kunne der tjenes nogle håndører ved. Der er mange der har den slags behov, men det er som om der er to motorveje i den bestræbelse: man kan køre karrierevejen eller man kan flytte sig af lyst og trang alene. Jeg har fra begyndelsen valgt det sidste. Jeg har haft en del faste og løse jobs – også…

  • Da hanen gol i Tokyo

    Jeg rejser meget i mit liv, både arbejdsmæssigt og privat. Jeg elsker at rejse og det har givet mig sjove kæle- eller øgenavne gennem tiden: Transitten, Den flyvende Hollænder m.fl. Ét af de mest hektiske rejseår var 1989, hvor jeg var ude af det, der gennem tiden har lignet en base, kongeriget Danmark. I 1989 var jeg borte i sammenlagt 9 måneder, sandsynligvis fordelt på mange rejser, for jeg har vanskeligt ved at blive samme sted mere end nogle dage ad gangen. Undtagelsen var et fem ugers ophold i Japan, mest i Tokyo, og derfra medbragte jeg mange sjove historier og – hvilket var formålet – 3 reportageudsendelser i DR,…

  • En klodset melankoliker?

    Jeg er melankolsk. Det fastslog dr. Hippokrates allerede for 2400 år siden. I hvert fald indkredsede han hvad de fire temperamenter er og hvad de indebærer og han grundlagde noget midt imellem videnskab og folketro på området. At lide af melankoli kan være en psykiatrisk diagnose af de svære – jeg kan ikke huske om jeg har fået den blandt de mange – medens det at være melankolsk i folkemunde og i kunsten mere er en slags sindsstemning, der kommer og går. Jeg er melankoliker i bund og grund. I en alt for ung alder læste jeg den engelske præst Robert Burtons skelsættende bog om melankoli og min ungdom var…

  • Over gården – første møde med kunst og håndværk

    Jeg er født i Aalborg og min barndom foregik dér i 50’erne og 60’erne. Byen var dengang en genuin arbejderby, man levede af store industrier som skibe, cement, tobak og sprit. Selvom det var driftige forretningsfolk, énspændere, der igangsatte og drev de store foretagender, har jeg ofte spurgt mig selv, hvordan “bløde værdier” som tobak og sprit kom ind i billedet og på hvilken måde de har været med til at skabe myten om arbejderbyen Aalborg og “arbejderen”s hang til røg og sprut. Det er som om byens skiftende historieskrivere har haft for megen fin- eller hjemstavns-følelse til at bore i denne kobling… Der var dog andet end store firmaer…

  • Man gjorde et barn fortræd…

    Min far efterlod sig en mængde udklipsbøger om mig. Det første udklip daterer sig til 27/10-68 og er fra den socialdemokratiske avis Ny Tid – et halvstort portræt af en deprimeret teenager, der har opgivet alt håb. Dertil en mængde tidsskriftkassetter med udgivelser, den første en ret forfærdelig digtsamling betitlet “Efterklange” og udgivet i 1970.  Det er et ret stort arkiv, der afspejler et liv med et stort (undertiden manisk) udtryksbehov. I slutningen af 90’erne syntes en studerende på Biblioteksskolen, at det kunne være sjovt at opliste min produktion af musik, tekster, udgivelser og aktiviteter. Hun registrerede dengang omkring 3.000 tekster og vistnok 1.200 stykker musik. Dertil lange lister over…

  • Brændt af!

    Julie er datter af nogle af mine venner. Jeg har kendt hende siden hun var barn; jeg har ikke set hende i mange år, men følger hende på Facebook og kan se, at hun er dét prægtige menneske, jeg husker, og at livet går godt for hende. Det glæder mig usigelig meget! Her nævnes Julie med afsæt til en historie af den slags, hverdagen er fyldt af (forhåbentligt for de fleste), men som er så sjove og underfundige, at de huskes… Julie fyldte rundt og jeg købte en buket for at besøge hende og ønske til lykke. Min far, som var blomsterbinder, lærte mig, at når man transporterer en buket…

  • Jensen

    Der var pr. 1. januar 2019 244.143 personer i dette land, der hedder Jensen. Det er mange, men i min verden findes der kun én Jensen. Han hedder Per (det er der kun 31.072 der hedder) og da hans far var smed i den lille flække Agersted i Nordjylland kalder Pers skolekammerater ham Per Smed (der er kun 898 der hedder Smed – tallet er svagt stigende). Per er én af mine bedste venner, uanset hvor sjældent vi ses. Han er også én af den håndfuld bæredygtige venner jeg har; simpelthen fordi overbærenhed og total mangel på kiv og nid er blandt hans mange fantastiske egenskaber. Jeg mødte Per første…

  • Da jeg aldeles fortjent modtog en musikpris

    Jeg har altid fået mere eller mindre gode idéer, som jeg med stor tro på egne evner og med en terriers stædighed har forsøgt at realisere. Én af de bæredygtige var informationsbladet “Resonans – genlyd fra Amtsmusikudvalget”, som jeg opfandt i 1986. Det holdt i hele 20 år – så blev amter til regioner og det var slut med genlyden. Men i 1986 kom altså den første udgave, som jeg redigerede sammen med et medlem af udgiveren, Nordjyllands Amtsmusikudvalg, Erik Møldrup. Jeg redigerede vist kun den første årgang, så overtog min gode ven, Poul Krabbe, journalist af Guds nåde og udstyret med en tålmodighed, som jeg ikke har; samarbejdet med…

  • Rød front!

    For nogle år siden meldte jeg mig ud af Enhedslisten fordi jeg syntes partiet var for blåt. Det lyder selvfølgelig tåbeligt og var nok også en lidt for smart begrundelse. Bag det lå faktisk en diskussion med én af frontfigurerne i partiet, der ikke kunne forstå, endsige goutere, at jeg er troende og “praktiserende” katolik samtidigt med at jeg alle mine dage politisk har været rødere end rød. Hverken Vorherre eller jeg har problemer med det. Jeg har som altid brevstemt til det kommende valg og det havde jeg også, da jeg opholdt mig i Paris tre uger op til valget 20. november 2001. Det var den skæbnesvangre dag, hvor…

  • Kærlighed via SMS

    KKan man forelske sig gennem ord alene?  I en tåbelig amerikansk komedie “You got mail” opstår der hed og heftig kærlighed mellem to mennesker, der alene kommunikerer pr. mail. Da de endelig mødes kan de ikke udstå hinanden.  Det har jeg prøvet nogle gange, altså at forelske mig via det skrevne ord – men med ganske andet resultat! Den første var N. Jeg havde set en annonce om en lejlighed i København og sad nu i min stambar i samme by og lagde billet ind via mail til N, som boede i Århus. Hun svarede straks og hurtigt kom korrespondancen (i løbet af 4 timer over 150 mails) til at…