• Glæden ved hår

    Jeg elsker hår – især mit eget. Denne kærlighed er en del af min uklædeligt store forfængelighed og den baserer sig på dels at jeg har en masse hår, dels at kvaliteten af samme hår er i top om jeg så må sige: det er bæredygtigt, sundt og smukt. Og det giver mig mange oplevelser, mest sjove. Den første var nu ikke behagelig. Jeg blev klippet første gang på min 4 års fødselsdag og da havde jeg lange lyse krøller. I og for sig bifalder jeg forældrenes beslutning om at gøre mig mere drenget, men barberen som frisører hed dengang, klippede først den ene side som en slags demo. En…

  • EU-skepsis anno 1971

    Jeg er total EU-freak. Jeg elsker simpelthen visionen om et samlet Europa ,og i modsætning til mange andre synes jeg, at det går så godt som det nu kan. Jeg tror på, at EU er fredsbevarende og giver en mængde udveksling af tanker, idéer, arbejdskraft, varer og andet til alles bedste. Men jeg har ikke altid været forelsket i foretagendet. Da Sparekassernes Ungdomsblad i 1971 udskrev en konkurrence med titlen “Danmark i Europa år 1980” modtog jeg førstepræmien for en artikel, hvori jeg luftede mine betænkeligheder ved at Danmark skulle være en lille brik i et meget stort spil.  Der var naturligvis en del ungdommelighed kækhed og manglende viden og…

  • Superstar – og “en nordjysk terrier”

    I 1971 præsenterede Andrew Lloyd Webber og Tim Rice deres musical Jesus Christ Superstar i London. Allerede i foråret 1972 indstuderede en fremragende musiklærer og hans elever musicalen på Hjørring Gymnasium, men kun for et privat publikum fordi showbusinessbureauet Stangerup & Østergaard i København havde sat sig på rettighederne.  Jeg var begejstret for initiativet. Jeg var allerede i gang med at skrive nye salmer i jazzstil og havde, sammen med Per Bucholdt Andreasen (nu formand for Præsteforeningen) taget initiativ til “forsøgsgudstjenester” rundt om i landet. Derfor inviterede vi gymnasieeleverne til Aalborg for at lave en opførelse i Ansgars Kirken, som jeg var tilknyttet. SÅ blev der ballade! De københavnske musikkøbmænd…

  • Klummer er osse brød

    Jeg har skrevet i avis siden jeg var 12 år og det er blevet til over 3.000 kronikker, kommentarer, klummer, reportager, anmeldelser m.v. Jeg elsker det højere end min mor og radio tilsammen og jeg har skrevet min egen nekrolog så jeg er sikker på at få det sidste ord. Skulle den blive refuseret har jeg sikret mig, at www.engang.nu udkommer i hvert fald tre måneder efter min død. Jeg skrev tidligt kronikker og kommentarer i Aalborg Stiftstidende, blev som ung studerende tilknyttet Kristeligt Dagblad som anmelder og kommentator og var i et par år musikredaktør på Weekendavisen. Det var ikke nogen succes – den historie kommer en anden gang.…

  • Læsedoven som et æseløre

    Da vi afholdt den første Ordkraft Festival i 2011 (i al beskedenhed med mig som idémand og projektleder de første år indtil det gik galt) blev jeg, vistnok af Kristeligt Dagblad, bedt om at deltage i en enquete om mit forhold til bøger. “Hvad læser du?”, blev jeg spurgt, og jeg svarede kækt: “Jeg læser ikke bøger; jeg skriverbøger og når jeg har skrevet dem gider jeg ikke læse dem”. Desværre rummer den for nogle sikkert nok overraskende bemærkning, at jeg ikke har læst ret mange bøger siden jeg var barn. Da var jeg til gengæld en flittig låner på byens børnebibliotek, og jeg husker en episode – jeg har nok…

  • Til klaver

    Jeg var vel 5-6 år. Kammeraterne (især pigerne) blev sendt i danseskole og jeg blev sendt “til klaver”. Instrumentet var til rådighed: farmor og farfar, som boede i stueetagen (vi på anden) havde et opretstående, der hurtigt blev betragtet som mit. Læreren var også givet på forhånd: Cecilie Klitgård, en ejendommelig dame, mine forældre kendte fra Ansgars Kirkens kor, et halvt dusin overmodne amatørsangere, der mente sig livstidsansatte, men heldigvis blev strittet ud da der kom en mere kvalificeret organist i 1966. Men “Cille”, hun var noget for sig. Ved siden af kirkesangen og klaverundervisningen ernærede hun sig ved porcelænsmaling og som sekretær for Dansk Naturlægeforening eller sådan noget. Denne…

  • Kvaksalver eller Vorherre?

    Da jeg var fire år blev jeg alvorligt syg. Min ene nyre stod af og jeg blev indlagt på hospitalets børneafdeling, hvor jeg lå 3 måneder. Jeg husker ikke så meget af det, men dog at det var sommer og at bekymring og vantro dag for dag bredte sig hos min familie. Naturligvis: lægerne vidste ikke hvad de skulle stille op, og et sted i forløbet begyndte også den anden nyre at svigte punktvis. Det fik lægerne til mere end at antyde, at jeg nok ikke ville overleve. Man kunne hverken finde årsag eller kur. Det vidste sig at man ledte et forkert sted. Mine forældre troede på helbredelse ved…

  • Orglet

    I 1946 blev min far afløser for kirketjeneren i Ansgars Kirken Aalborg, og fra jeg kan gå er jeg ofte med ham – trækker i klokkerebet, hygger mig i hans lille rum, rydder op efter gudstjenesten, lytter til orglet. Somme tider spillede jeg lidt – jeg gik i forvejen til klaver. En søndag i 1966 kom der ny organist. Han afløste en pensioneret Arne Plougmann, der havde været der siden kirkens indvielse, en særling, der ikke kunne spille, måske fordi man sjældent tog ham i at øve sig. Jeg blev straks elev hos denne nye organist, Erling D. Bjerno, som en slags mesterlære. Jeg fik også undervisning i komposition, klaver,…

  • At hjælpe mennesker i nød

    Jeg voksede op i et hjem med en stor social bevidsthed og empati. Ikke med et politisk udgangspunkt, men med et kristent. Folk i nød skal hjælpes uanset hvad der er årsagen og hvilke behov de har. Den slags stilles der ikke spørgsmålstegn ved. Man hjælper naturligvis ubetinget og forventer ikke noget til gengæld. Mine forældre – og ikke mindst mine bedsteforældre – ville græde, hvis de oplevede de forretningsmodeller og politiske studehandler, der i dag afgør hvem der er ens “næste” og hvordan man administrerer hjælp til trængende. Da jeg var barn og boede i Aalborgs midtby var det kutyme, at mor, far og jeg om aftenen kørte rundt…

  • Makaber bedemand

    Makaber bedemand Min far var bedemand og er blevet kaldt “verdens første standup’er”. Den kombination gjorde selvfølgelig begrebet galgenhumor relevant. Bortset fra at han blev rost for stor empati over for de sørgende og var god til at eksekvere begravelseshalløjet (undskyld udtrykket), så gav det en del muntre oplevelser for dem, der var i nærheden.  En af de mere eksotiske fik min mor, da bedemanden en dag skulle hente et lig i København. Han vaskede rustvognen (én af præsident Kennedys bagagevogne, som ad underlige veje var havnet i Aalborg) og så spurgte han mor, om hun ville med på hvad man med en vis ret kan kalde dødsruten. Jo tak,…