Født som 9-årig

FEn morgen i foråret 1963, et år hvor livet bød mig mit første kvantespring, var jeg på vej til Danmarksgades skole i Aalborg, en lilleskole jeg holdt meget af, selvom jeg livet igennem har haft et tvetydigt forhold til alt det der skoleri. Jeg havde 400 meter derhen, men det blev næsten altid til det dobbelte fordi jeg først besøgte min farfar og farmor, som i virkeligheden var mine bedste forældre. 

Men fra den dag begyndte jeg at pjække. Det blev også 400 meters overvejelser om jeg overhovedet skulle i skole og hvis ikke købte jeg Jyllands-Posten som allerede dengang blev kaldt Morgenfacisten Jyllands-Pesten p. gr. a. sin konservative observans. Men den var den mest internationalt orienterede avis i kiosken, hvis andre muligheder var de lokale Ny Tid, Aalborg Amtstidende og Aalborg Stiftstidende. Landsaviser var der ingen af, internationale aviser slet ikke.

Jeg pjækkede oftere og oftere fra skole. Jeg husker ingen repressalier, men husker godt grundene til det: tiltagende kedsomhed, utålmodighed, rastløshed. Også denne forårsmorgen blev jeg grebet af trangen til ikkeat gå ind ad den slidte skoleport, og så var der de positive grunde: at gå en tur, mærke blæsten, snuse til havnens vand – denne blanding af aktivitet, noget udefra, det depraverede, lidt beskidte, måske farlige, i hvert fald udfordrende. – Og så være alene!

Jeg kendte en bænk på et græsareal, ikke voldsomt stort, men afsides, tæt på broen, hvor togene krydser Limfjorden – dengang vist kun få gange dagligt, men også togene bidrog til denne følelse af et andet sted, noget anderledes.Og så sad jeg der på bænken og læste morgenfacisten. Jeg husker ikke klart hvad men mon ikke Biafrakrigen, Vietnamkrigen, jeg husker ikke datoen, kun foråret i den del af hukommelen, som sanserne er bærere af – lugten af havnen, lyden af toget, synet af solen over værftet, eftersmagen af farmors gammelost, den hårde bænk – og så de forfløjne tanker.

Det år var jeg første gang i København; jeg komponerede tre klaverstykker og skrev to digte; jeg nægtede at gå i søndagsskole og jeg fandt ud af hvad jeg troede jeg ville med livet. Det tog tre timer den formiddag og så var jeg en anden. Jeg ville lave verden om! Lave verden om! Altså verden – den ville jeg simpelthen lave om. 

Det lød som et bud fra den gud jeg allerede var i konflikt med; jeg så det som et jærtegn på den himmel, solen altid blændede for, jeg mærkede det i de ben der førte mig derhen hvor hjernen ikke havde dikteret at jeg skulle, men hjertet bød, og jeg tænkte er jeg 9 eller 21 eller 48 år? Hvor lang tid har jeg?