Skolemoden eller overmoden?

Da jeg i august 1960 begyndte i skole, havde jeg allerede følt de krav, der stilles til de stakkels børn. Allerede da jeg fyldte seks år i februar 60 blev jeg sammen med en snes andre sagesløse Aalborg-unger tilbudt at begynde i skolen et år for tidligt hvis jeg ellers klarede en skolemodenhedsprøve, som fandt sted i foråret 60. Der var tale om et landsdækkende eksperiment, der skulle danne grundlag for, hvorvidt man skulle indføre børnehaveklasser.

Allerede ved denne prøve var min moral lidt flosset i kanten. Jeg udførte de fleste opgaver til UG, men min mor, som sad ved siden af mente jeg tog lidt for længe om at analysere en tegning af et hus, hvor skorstensrøgen blæste den ene vej og flaget den anden. Hun udpegede konflikten for mig, jeg fik 100 % rigtige svar og blev erklæret skolemoden. Altså kom jeg i en klasse med børn, der var et år ældre end mig. Gennem syv år blev jeg testet en gang årligt sammen med de andre forsøgsdyr for at se hvor udviklingen bar hen og i 1962 blev børnehaveklasserne indført.

Jeg har ofte i min brogede uddannelseskarriere på gymnasium, konservatorium, universitet og andet spændende tænkt over, om jeg nu var moden til at gå i gang med en uddannelse. Undertiden har jeg følt mig overmoden, måske snarere overmodig, men jeg er da sluppet igennem en række uddannelser, som jeg ikke kan vurdere udbyttet af. Jeg ved, det er en kliche, men det der med livets skole, som ikke kræver modenhedsprøve, men hvor man bare kastes ud i skidtet, har altid givet mig de største udfordringer. Dér er jeg i øvrigt ofte dumpet, men jeg trøster mig ved en
anden kliché – at man skal lære så længe man lever. Hvis jeg skal kunne kvalificere mig til dette liv skal jeg leve meget længe.