Ikke-kategoriseret

Tilfældigheder – Céline

Det skete i efteråret 98 p.gr.a. endnu en skilsmisse og fordi ensomheden rastløsheden ørkesløst tomme weekends – besluttede at rejse ud til nogle af Europas glimrende storbyer 6 på hinanden følgende fredage til mandage ikke på jagt men på jagt ikke kvinder i hvert fald men oplevelser.

En fredag gjaldt det Berlin med tog og skift i Hamburg der er crowded fredag over middag i toget fra Hamburg til Berlin sker det helt usandsynlige i disse gennemkontrollerede computertider at den plads jeg har i toget (Deutsche Bahns Sparpreis på 2. klasse) er optaget af en kvinde og et par småbørn hun fremviser gyldig rejsehjemmel den er god nok galant beder jeg hende blive siddende at jeg kan udrede problemet med togføreren der som løsning tilbyder mig en af to ledige pladser på første klasse. Jeg observerer bagfra en ledig plads ved siden af en skaldet mand og en tilsvarende ved siden af en langhåret blondine. Hvad skal jeg vælge?

Jeg siger pænt goddag til min sidepassager i toget fra Hamburg til Berlin hun viser sig at være meddirektør eller den slags fra Paris men bosiddende i Bern. På Berlin Zoo siger hun Kempinski og jeg skifter hotel og vi elskede indtil mandag og skiltes. Céline hedder hun stadig – og Dubois hvilket er et banalt fransk efternavn.

Næste weekend Prag og jeg var på druk hele natten før og vågnede først da flyet taxiede ind havde drømt en orkesterversion af mine Strungesange og vi mødtes (næsten) uaftalt i lufthavnen jeg skal have skrevet mit partitur (betydningsløs komponist men ikke desto mindre) hun finder et klaver i en kælder på en lukket slot i Potsdam (nogle rige venner) ser hende kun fire gange indtil mandag når kommer med mad og vin.

Tilbage til København og to uger efter gode gamle Paris hvor jeg ikke tror mine egne øjne da jeg møder hende på Champs-Élysées. Jeg har en lejlighed i rue Balzac sir hun hvor skulle jeg vide det fra? “Vi kan ikke blive ved at mødes på denne måde” og jeg droppede de der weekendture og tog sæde i Paris (endnu engang) så ofte jeg kunne.

I dag bor hun stadig i Bern og Paris og jeg har lejligheden i rue Balzac. Nu tyve år efter er vi kompagnoner i et firma og ses ofte. Jeg har stadig ikke forstået hvor tilfældigheder kommer fra, men jeg ved hvad de kan bringe – og jeg kan ikke leve uden.