www.engang.nu

Kulturligvis elsker jeg mine børn

Filolog Ebbe Spang-Hanssen skrev engang, at vi måske skulle gå at sige “kulturligvis” i stedet for “naturligvis”, simpelthen fordi meget af det, vi tror er naturligt i virkeligheden er rundet af kultur – vaner og den slags, ikke en del af vort DNA.

Det har jeg brugt som forklaring på ikke automatisk at elske min familie. Kulturligvis elsker jeg mine børn. De er undfanget i kulturlig kærlighed, de er blevet “opdraget” til handlinger og værdier, som deres forældre i et vist omfang var enige om, herunder at sætte sig selv fri, skabe sig selv og slå sig løs fra fordomme og konventioner, opføre sig ordentligt over for andre og den slags.

På et tidspunkt i disse meget lange og intense forløb med børnene kom jeg til at elske dem. Kulturligvis, for de ligner jo mig og deres mødre, som jeg forelskede mig i. Og fordi børnene blev smukke og ordentlige mennesker.

Når andre fortæller om fætter- og kusinefester brækker jeg mig i lårtykke stråler. Jeg har nogle fætre og en kusine (som er nogle år yngre end mig og som jeg så første og sidste gang til hendes dåb). Selvfølgelig elsker jeg ikke dem. Jeg kender dem jo ikke. De har selvfølgelig haft nogle forældre, som jeg ikke har eller haft fem sekunders seriøst forhold til al den stund, jeg som 9-årig fik lov til ikke at deltage i familiefester.

Jeg havde en søster, som var ni år ældre end mig. Vi voksede op sammen, vi så hinanden forholdsvis jævnligt hele hendes liv, men jeg kendte hende ikke. Hun var et godt menneske, bar sine åg i livet uden at klage og opførte sig smukt og godt over for andre. Men elskede jeg hende?

Nå ja, og så har jeg naturligvis haft en mor og en far. Den første kom jeg til at elske da jeg blev voksen, med den anden ved jeg faktisk ikke rigtigt – jeg fik ofte at vide at jeg lignede ham. Kunne jeg så elske ham?