Hvor er hjem?

Jeg har lige fået folkeregisteradresse i Berlin. Jeg har også én i den by, jeg er født i – Aalborg.

Og jeg kan lukke mig ind i en lejlighed i Paris og være der når jeg vil.

Hvor bor jeg så? Hvor er mit hjem?

Siden jeg som 14-årig begyndte at rejse rundt på egen hånd har jeg funderet over dette. Jeg har haft mange adresser, d.v.s. boliger hvor man kunne spise, sove, elske, arbejde og hvad man nu gør i livet. Der har da også været både møbler og bøger og spisebestik og den slags, men jeg har aldrig tænkt “hjem” på samme måde som mange gør. “Kommer du så aldrig hjem igen?”, spørger folk i Aalborg, når jeg fortæller om Berlin (hvor jeg har opholdt mig mere de senere år, end i Aalborg). “Hvor hjem?” spørger jeg og de ryster på hovedet.

Jeg har ikke været på børnehjem eller den slags, og i det, man kalder barndomshjem levede mine forældre og min søster og de havde familiefotos på væggen. Mine forældres møblement blev købt på afbetaling i 1941 to år før de blev gift og de døde med det, så jeg har da også “levet” med de gamle egetræsmøbler. Men “mit hjem” følte jeg aldrig at det var. Den amerikanske digter Robert Frost har skrevet, at “hjem er det sted, hvor de er nødt til at lade dig komme ind, når du ikke har andre steder at tage hjem”. Tja… Jeg har nu aldrig følt mig uvelkommen eller tvungen til at komme “hjem”. Men “hjem”, er det der hvor man er født? Der hvor man “bor”? Eller må jeg have lov til at mene, at “hjem, det er der hvor jeg er lige nu”? Ellers kan de stikke al deres hjem-snak skråt op!