Ikke-kategoriseret

At skabe sig (selv)

En eller flere har introduceret en erstatning for det klassiske spørgsmål “Hvad vil du være?” i form af spørgsmålet “HVEM vil du være?”. Det gjorde jeg allerede i min barndom. Jeg kan jo huske spørgsmålet, som vi børn (måske mest drengene) ofte fik, og jeg husker også at jeg slyngede ordet “ingeniør” ud. Selvom jeg havde et “ingeniørsæt” og byggede kraner og broer, var mit svar rent fake, irritation over at få spørgsmålet. For så vidt kunne jeg have svaret “samfundsrevser”, for allerede som 9-årig beskrev jeg forfængeligt, skabagtigt og patetisk formålet med mit liv som “at lave verden om”. 

Jeg kunnehave sagt “lave mig selv om”, for sådan er det blevet. Ja ja, jeg tror da på både arv og miljø, dna og opdragelse og alt det der, men jeg mener, at det enkelte menneske skaber sig selv og sit liv. Jeggør i hvert fald. På både et mentalt og et fysisk plan. Jeg har en ubetvingelig trang til selv at bestemme i mindste detalje hvad jeg vil arbejde med, hvem jeg vil være sammen med, hvor det skal ske og hvordan. En slags drift på godt og ondt. Jeg kan ikke andet end uophørligt at skabe mig selv.

Det kan forveksles med at skabe sig – altså té sig, være for meget, og sådan opfattes denne stadige skabelse af mange. Jeg forstår det godt, for dette at skabe sig selv kræver selvkritik, selvcentrering og opmærksomhed. Man skaber jo ikke sig selv kun for éns egen skyld, men også for de andres. Den afgørende balancegang handler så om at gøre det ordentligt. Væreordentlig. Hvad det angår er jeg og mit liv op til revision hvert minut døgnet rundt. Man skal skabe sig (selv) så længe man lever.