Ikke-kategoriseret

Spis (ikke) op

Hver gang jeg forlader et middagsbord eller en bar levner jeg mad på min tallerkenen eller en sjat øl i glasset. Uanset om jeg er mæt, har fået stillet min tørst eller ej. Det er ikke bevidst, men sådan er det. Forklaringen er næsten freudiansk, både i indhold og i det faktum, at den har rod i min barndom.

Min mor kunne ikke lave mad. Det er en overdrevet påstand, men alligevel: hun baksede selvfølgelig noget sammen hver dag (det gjorde kvinder jo dengang) og enkelte retter lykkedes hun med lejlighedsvis. Hun kunne så meget andet, men lave mad, nej! Hun vidste det selv, og her kommer så forklaringen: hvor mine kammerater dagligt fik at vide at de skulle spise op, fik jeg at vide, at jeg ikke behøvede spise op. “Jeg ved godt, jeg ikke kan lave mad” messede mor, på samme tid selvudslettende og lettere heroisk.

Løsningen blev ofte, at jeg spiste hos farmor, som kunne hele repertoiret af danske klassikere, og hun var mig oven i købet så hengiven, at hun hver dag i spisefrikvarteret diverterede med to retter, specielt kokkereret til mig, så jeg ikke skulle kvæles i rødbedesaft på leverpostej i pergamentpapir.

Faktorernes orden er ligegyldig, men jeg undrer mig ofte over, hvor jeg har fået min store glæde ved både at tilberede og spise mad fra. Og hvor katten jeg har fået lært det – faktisk er jeg en ret god kok når andre skal sige det. Men spise op – det gør jeg aldrig. Undertiden giver det mig problemer med at forklare mig for værten eller tjeneren, men de falder allesammen for historien om min mor. Og den er god nok!