Deutschland meine Liebe

Egentlig begyndte det i 1950, altså fem år efter Anden Verdenskrig og 4 år før min fysiske fødsel. Min mormor, som jeg af naturlige grunde aldrig mødte, døde af kræft, og i en slags desperation forstår jeg, tog min morfar fri fra sit job som overpostbud og rejste nogle måneder rundt i Tyskland. Han bragte med til Danmark en kvinde, Ida Warmbold, som han havde mødt i Hamburg. Ida havde et skrøbeligt og mærkværdigt sind, bl.a. forårsaget af granatchok, hun kunne ikke et ord dansk og hendes rolle i forhold til morfar var hele deres 30-årige samliv, en gåde for de fleste. Hun blev tituleret som husbestyrerinde, men var det det eneste? Du tilbragte sommeren i Aalborg og vinteren i Hamburg da min morfar blev pensioneret. Deres ankomst til Aalborg med det tyske tog Der Nordpfeil om foråret var en lille sensation for min del af familien – den resterende anerkendte aldrig søde Ida.

Men jeg voksede op med hende og jeg kunne lide hende. Hele dette set up med morfar der rejste rundt i det sønderbombede Tyskland og Ida og de indtryk af forskellig slags, hun bragte med, grundlagde måske min store interesse for Tyskland, der er blevet til regulær kærlighed til dette land og meget af det, der er tysk. Jeg finder landet storladent, med stor åndsrigdom, et i det store hele “sundt” sind, et land med muligheder og højt til loftet. Især Berlin, som nyligt er blevet endnu en slags base for mig efter at jeg de sidste tyve år har tilbragt store del af mit liv der. Men krigen da? Hvilken krig?