Da jeg brændte (mig på) lægejournalen

Jeg har været under psykiatrisk behandling nogle gange i mit liv – seneste gang i slutningen af 90’erne hos en anerkendt specialist på Frederiksberg. Jeg flyttede til København i 1996 efter i flere år at have tilbragt megen tid i byen. Et næsten sygeligt behov for altid at gøre status, flytte mig og rydde op gav mig den tanke, at min lægejournal fra den praktiserende læge i Aalborg, burde ryddes af vejen. Og man kunne jo smugkigge forinden.

Det var ikke så let endda. Lægen kunne ikke sende mig den, som jeg ønskede, men den psykiater, jeg konsulterede, kunne rekvirere den til læsning i kliniken, og det gjorde han. Han kendte (måske) ikke min intention om at slippe af med mit livs sygehistorie, men han lagde den på sit bord og bad mig undskylde, at han lige havde et ærinde. Jeg straks på med jakken, fat i den tykke brune kuvert – det var jo før digitaliseringen tog fat – og ud ad døren i en fart. Psykiateren havde i forvejen advaret mig mod at læse afhandlingen uden at han egentlig vidste hvad der stod. 

Hjemme med tyvekosterne gik jeg i gang med de gulnede blade og ja, noget af det sprang jeg over. Især notater om tidligere psykiske problemer i teenageårene. Der fandt jeg straks ud af, at det var stærk læsning. Men én besked, sendt fra en øre/næse/halslæge i Aalborg til min praktiserende læge undrede mig. Jeg havde konsulteret næselægen fordi jeg havde bihulebetændelse og det afhjalp han. Men i sin rapportering til lægen skrev han om ynglingen “Virker som en kvinde”. Lægen havde sat et stort rødt spørgsmålstegn ved noten og senere forsøgte jeg at opsøge halslægen for en forklaring, men han var død.  Det var næppe en underlivsundersøgelse han foretog, men jeg har ofte tænkt på, at jeg da virkelig håber, at jeg (omend fysisk) “virker som en kvinde” ind imellem. Det er da ikke det værste der kan ske!I øvrigt brændte jeg lægejournalen siden hen lægejournalen og den blev aldrig efterlyst