Absence – petit mal

Jeg lider af absence og har gjort det siden jeg var 14. I og for sig kan man ikke lide af absence, det er en pludseligt opstået tilstand, som går over og måske aldrig kommer igen – for mig dog ofte.

Det er en slags epilepsi, det man i gamle dage kaldte ved det uhyggelige ord ligfald. På franske taler man også om “petit mal”, et lille onde. 

Men jeg lider altså af absence, som betyder fjern eller fjernhed. De fleste kender nok det, at man bliver borte i egne tanker et kort øjeblik, virker uengageret på omgivelserne, ser ud som om man er et andet sted.

Det sker altså ofte for mig. Jeg er i tvivl om, hvorvidt disse anfald er et resultat af mit skaberi i teenageårene. Om min kedsomhed ved og sammen med andre fik mig til at udvikle denne trang til lige at trække mig ind i mig selv for en stund og så er blevet en del af mig, som jeg ikke kan kontrollere. Som med så meget andet: det begyndte med at være påtaget, senere blev det pådraget. 

For få år siden fik jeg så en diagnose – en fysisk af slagsen: min hjerne får for lidt ilt. Den slags kan fremkalde absence. Måske er det hybris, der har indhentet mig, selvom dét er langt ude. Alligevel: min nye diagnose forklarer altså måske min fjernhed. Så er jeg tryg igen!