Ikke-kategoriseret

Søndagsskole uden Gud

Jeg er vokset op i et kristent hjem. Mine forældre var tilknyttet Det danske Missionsforbund, som indtil begyndelsen af 1960’erne havde en kirke i Urbansgade Aalborg, som måtte vige for Aalborg Sygehus. Derfor byggede man en ny – Bethaniakirken – i Jyllandsgade. 

Missionsforbundet blev dannet i 1888 bl. a. af nogle folk fra en gård i Haldager 17 km nordøst for Aalborg, ud til Limfjorden. Gården hed Vestergaard og blev drevet af “Haldagerbrødrene”, som var blevet vakt, omvendt til Gud, i kølvandet på de amerikanske vækkelser, der strømmede ind over Norden i de år. Haldagerbrødrene er mine forfædre. Missionsforbundet blev en “frikirke”.

Man blev ikke døbt som barn, man blev “fremstillet” (hvad mine forældre for så vidt havde gjort i forvejen). Man blev heller ikke konfirmeret, man blev “overhørt”. Døbt blev jeg først som 17-årig i Folkekirken. Det var konfirmation nok for mig. Overhørt blev jeg altså heller ikke – bare tanken om at blive overhørt giver kuldegysninger.

Mine forældre levede det meste af deres liv i den kirke. Jeg stod af allerede som 6-7 årig. Begrundelsen var at jeg ikke ville gå i skole om søndagen når jeg gjorde det ugens seks andre dage. Jeg slap, men intuitivt handlede det om, at jeg ikke kunne fordrage dette miljø af grå kristendom, snæversyn, sladder, bedrevidenhed, jantelov og jeg ved ikke hvad. Jeg havde i hvert fald svært ved at få øje på Gud. 

Bedre blev det ikke af at de udgav en tryksag, der hed Morgenstjernen (hvorfor ikke Vågn Op?).

Jeg kender ikke Missionsforbundet i dag – eller de ca. 2.000, skaren er skrumpet til (halvdelen af medlemstallet i min barndom). Men dengang fik jeg afsky for sekterisme, åndelige ghettoer og indspisthed. Og jeg fandt Gud et andet sted…