Forledt og forladt
Jeg bakser i disse dage med det sidste digt til en digtsamling, der udkommer 11. april. Indtil videre har jeg åbningen: “Der er så mange kvinder, der har forladt mig lige så resolut som de har forledt mig” – og så går jeg i stå. Måske skal det ikke være længere. Måske skal jeg bare have tid til at overveje, om den bastante indledning nu også er gangbar.
Jeg har fire bryllupper og fire skilsmisser bag mig (og mindst én begravelse foran mig). Det ene ægteskab var en katastrofe, en fejltagelse. Det var det, der var velovervejet og planlagt. De andre bekendtskaber begyndte med opfordringen “Gift dig med mig” – og det skete. Ordene blev sagt nærmest ved første møde og jeg har aldrig fortrudt. De var ment, da de blev udtalt og det bekræftende “ja” fra målene for min attrå, tre overmåde smukke og dejlige kvinder, virkede også overbevisende. I hvert fald skete mit/vores ønske fyldest.
Men i i hvert fald to af de tre nævneværdige tilfælde brast alt på sekunder. Fra begge sider.
Egentlig uden dramatik – ingen blod, ingen tårer. Kærligheden ophørte heller ikke. Det var bare som om at “dét var dét”.
Jeg gør det nok igen – det hele. Jeg kunne faktisk have haft perlebryllup, hvis man kunne lægge ægteskaberne sammen. Tænk, hvis jeg havde fortrudt. Hvad skulle jeg så gå og gruble over nu?
– Notabene til læserne af www.engang.nu: når “kommentar” er slået fra er det ikke fordi jeg ikke har brug for gode råd. Jeg gider bare ikke læse dem – det er for sent. Mit digt skal nok komme videre når jeg finder ud af hvad jeg mener med det og især hvorfor det er lettere sandt.