Makaber bedemand

Makaber bedemand

Min far var bedemand og er blevet kaldt “verdens første standup’er”. Den kombination gjorde selvfølgelig begrebet galgenhumor relevant. Bortset fra at han blev rost for stor empati over for de sørgende og var god til at eksekvere begravelseshalløjet (undskyld udtrykket), så gav det en del muntre oplevelser for dem, der var i nærheden. 

En af de mere eksotiske fik min mor, da bedemanden en dag skulle hente et lig i København. Han vaskede rustvognen (én af præsident Kennedys bagagevogne, som ad underlige veje var havnet i Aalborg) og så spurgte han mor, om hun ville med på hvad man med en vis ret kan kalde dødsruten. Jo tak, hun ville da gerne en tur til hovedstaden. De drog afsted og hyggede sig med termokande og madpakke som de plejede.

Det var først, da kisten var læsset og far talte med enken, at han kom i tanker om, at han havde lovet, at hun – altså enken – måtte køre med tilbage til Aalborg. Han kunne dårligt sige nej, men havde jo også mor med. Hun blev så anvist plads på langs af kisten og rustvognens gardiner blev trukket for. 

Under stor moro fortalte bedemanden at nogle passagerer blev skrækslagne, da mor kravlede ud af ligbilen og fik lov at strække benene på Hundested-Grenå færgen. Det var en del af showet og her måske 50 år efter tænker jeg på, om han i virkeligheden havde planlagt det hele fra begyndelsen. 

I øvrigt skulle min søster og jeg som børn mindst én gang hver assistere når et lig skulle lægges i kiste. Det siges, at min søster løb skrigende bort. Jeg husker ikke min egen reaktion, men har altid ment, at bedemanden også dér gik over grænsen. Makabert og modbydeligt.