At hjælpe mennesker i nød

Jeg voksede op i et hjem med en stor social bevidsthed og empati. Ikke med et politisk udgangspunkt, men med et kristent. Folk i nød skal hjælpes uanset hvad der er årsagen og hvilke behov de har. Den slags stilles der ikke spørgsmålstegn ved. Man hjælper naturligvis ubetinget og forventer ikke noget til gengæld. Mine forældre – og ikke mindst mine bedsteforældre – ville græde, hvis de oplevede de forretningsmodeller og politiske studehandler, der i dag afgør hvem der er ens “næste” og hvordan man administrerer hjælp til trængende.

Da jeg var barn og boede i Aalborgs midtby var det kutyme, at mor, far og jeg om aftenen kørte rundt i visse kvarterer, f.eks. de dengang ubebyggede Sauerske Grunde, for at samle hvad man kaldte sprittere op, køre dem til herberget på Forchammersvej og betale for en overnatning. Det var ikke dyrt, men her var tale om “enkens skærv”, for der var ikke mange penge i dagligdagen. Men altså nok – eller rigeligt – til at hjælpe andre. Det samme med mine bedsteforældre – her stod hjemmet åbent og der var altid en frikadelle til en sulten. Og ofte fik de en tokrone med i lommen når der var spist op.

Min mor arbejdede i 50 år i Kirkens Korshær. Hun stod i genbrugsbutikken, men vigtigst var nok hendes sjælesørgeriske funktion. Kvinder i nød vidste hvornår Gudrun var på vagt og det meste af tiden gik med ikke at sælge brugt tøj (hun var også en uduelig handelsmand), men at tale med mennesker i nød eller sorg. Det samme var min far god til når folk havde mistet.

Jeg har desværre ikke taget (nok) ved lære af disse gode eksempler. Der er ingen undskyldninger for ikke at hjælpe og ser man ud over verden bliver forklaringerne på den manglende hjælp til mennesker i nød også tyndere og tyndere. Det er uværdigt, umenneskeligt og ukristeligt.