Ikke-kategoriseret

Orglet

I 1946 blev min far afløser for kirketjeneren i Ansgars Kirken Aalborg, og fra jeg kan gå er jeg ofte med ham – trækker i klokkerebet, hygger mig i hans lille rum, rydder op efter gudstjenesten, lytter til orglet. Somme tider spillede jeg lidt – jeg gik i forvejen til klaver. En søndag i 1966 kom der ny organist. Han afløste en pensioneret Arne Plougmann, der havde været der siden kirkens indvielse, en særling, der ikke kunne spille, måske fordi man sjældent tog ham i at øve sig. Jeg blev straks elev hos denne nye organist, Erling D. Bjerno, som en slags mesterlære. Jeg fik også undervisning i komposition, klaver, hørelære og andre discipliner. Bjerno drev den unge teenager til vanvid af grunde, der kan fortælles en anden gang, men det gik op for mig, at orglet var mit instrument. Altså vandrede jeg hver morgen året rundt de 4,5 kilometer fra mit hjem ind til Ansgars og øvede fra kl. 5 til 7.30 før jeg skulle i skole.

Jeg begyndte straks at vikariere til gudstjenester og begravelser, og da jeg kom på musikkonservatoriet i 1970 blev det med orgel som hovedfag. Året efter blev jeg organist i den lille Ørum kirke i Vendsyssel, hvor jeg blev til 1978. I løbet af de to første konservatorieår fandt jeg dog ud af, at jeg ikke ville blive verdens bedste organist, og jeg skiftede derfor hovedfag til musikteori, historie, hørelære og komposition – noget af en mundfuld. For en sikkerheds skyld læste jeg også ffilosofi og musik på Århus Universitet. Nå, men jeg blev jo heller ikke verdens bedste komponist, men holdt dog ved – og jeg spiller faktisk stadig orgel et par gange om året. Ægteskabet med “instrumenternes dronning” har vist sig mere bestandigt end så mange andre.