Ikke-kategoriseret

Læsedoven som et æseløre

Da vi afholdt den første Ordkraft Festival i 2011 (i al beskedenhed med mig som idémand og projektleder de første år indtil det gik galt) blev jeg, vistnok af Kristeligt Dagblad, bedt om at deltage i en enquete om mit forhold til bøger. “Hvad læser du?”, blev jeg spurgt, og jeg svarede kækt: “Jeg læser ikke bøger; jeg skriverbøger og når jeg har skrevet dem gider jeg ikke læse dem”.

Desværre rummer den for nogle sikkert nok overraskende bemærkning, at jeg ikke har læst ret mange bøger siden jeg var barn. Da var jeg til gengæld en flittig låner på byens børnebibliotek, og jeg husker en episode – jeg har nok været 6-7 år – med en behjertet bibliotekar, der syntes jeg skulle have vejledning da jeg ville låne Henrik Pontoppidans fremragende stornovelle “Isbjørnen”, der handler om en uduelig præst, hans flugt til Grønland og fatale tilbagekomst til Danmark, og er et fremragende psykologisk studie, men næppe for børn. “Den handler altså ikke om isbjørne” sagde damen til mig, som er kendt for ikke at kunne lide dyr. Jeg insisterede på at låne bogen og fik den med hjem. Det vakte noget i mig og de kommende ti år slugte jeg dansk litteratur som slik og da vi fik engelsk og tysk i skolen også “fremmedsproget” litteratur. 

Senere blev jeg musikanmelder på Aalborg Stiftstidende, Kristeligt Dagblad og Weekendavisen. Det indebar, ud over de mange koncerter, anmeldelse af fagbøger, omhandlende musik. Dem kommer der heldigvis ikke så mange af og jeg opfandt en metode, gående ud på, at jeg først læste indholdsforteg-nelse, forord og kildehenvisninger og foretog lidt sporadisk læsning. Hvis jeg på på dén baggrund ikke havde noget godt at skrive, tyrede jeg naturligvis hele bogen igennem. Men jeg er simpelthen for doven til at læse bøger.

Til gengæld læser jeg bunker af artikler ombøger, og jeg ville ikke være mig, hvis ikke jeg havde opfundet hvad jeg kalder en plausibel forklaring: jeg læserpr. substitution. Det lyder da godt, ikke?

I min nye digtsamling “Verden”, der udkommer 9/4, har jeg et digt, jeg kalder “Fortrydelsens Tid”. Heri erklærer jeg, at jeg bl.a. fortryder ikke at have læst flere bøger. Dén digtsamling skal jeg, vanen tro, ikke læse!