Klummer er osse brød

Jeg har skrevet i avis siden jeg var 12 år og det er blevet til over 3.000 kronikker, kommentarer, klummer, reportager, anmeldelser m.v. Jeg elsker det højere end min mor og radio tilsammen og jeg har skrevet min egen nekrolog så jeg er sikker på at få det sidste ord. Skulle den blive refuseret har jeg sikret mig, at www.engang.nu udkommer i hvert fald tre måneder efter min død. Jeg skrev tidligt kronikker og kommentarer i Aalborg Stiftstidende, blev som ung studerende tilknyttet Kristeligt Dagblad som anmelder og kommentator og var i et par år musikredaktør på Weekendavisen. Det var ikke nogen succes – den historie kommer en anden gang. Det gør også historien om min karriere som musikanmelder på Aalborg Stiftstidende, men her alligevel den bemærkning, at jeg var pavestolt, da jeg 15/10-77 signerede min første egentlige koncertanmeldelse i Stiftstidende, ligesom det var med et vist mod, jeg i den sidste af slagsen, publiceret 15/8-2005 indledte med en bemærkning om, at det nok var den sidste koncertanmeldelse fra min hånd i bemeldte avis. Det havde jeg ikke orienteret redaktør Lars Borberg om, men jeg gik ud fra at han, som den glimrende avismand han er, læste sin egen avis.

Han spurgte mig da også, hvorfor jeg havde “fyret mig selv” i anmeldelsen, og det havde jeg vist ikke nogen god forklaring på.

Nå, men et halvt år efter denne episode, blandede den nordjyske avis sig i den store krig om gratisaviser, anført af hovedstadsbladene – tilmed ved at sende hele to udgaver på gaden hver dag af det, der blev kaldt “Centrum”. Her blev jeg fast klummeskribent og i “Centrum”s godt

et-årige historie skrev jeg op mod 100 stk. i den ærværdige genre, som desværre er blevet ødelagt af vankundige, tilfældige skribenter det sidste par årtier.

Her boltrede jeg mig med sproget (bevidste stavefejl, fake news og jeg ved ikke hvad), og i øvrigt var det første gang i min Stiftstidende-karriere at jeg blev ordentligt betalt. Klummen var vist det eneste egen-producerede i “Centrum”, resten hentede man fra hovedavisen og Ritzau. Men klummen blev læst og kommenteret flittigt rundt om. Senere udgav jeg samlingen som bog med titlen “Klummer er osse brød”, en bog, der hurtigt blev udsolgt, hvorefter klummerne fik endnu et liv på Facebook. Her 13 år efter bliver jeg stadig stoppet på gaden af folk, der kan huske enkelte af klummerne og spørger hvornår der kommer flere. Det er da bare at sige til!