Glæden ved hår

Jeg elsker hår – især mit eget. Denne kærlighed er en del af min uklædeligt store forfængelighed og den baserer sig på dels at jeg har en masse hår, dels at kvaliteten af samme hår er i top om jeg så må sige: det er bæredygtigt, sundt og smukt. Og det giver mig mange oplevelser, mest sjove.

Den første var nu ikke behagelig. Jeg blev klippet første gang på min 4 års fødselsdag og da havde jeg lange lyse krøller. I og for sig bifalder jeg forældrenes beslutning om at gøre mig mere drenget, men barberen som frisører hed dengang, klippede først den ene side som en slags demo. En barberisk barbarisk handling, og jeg skreg som en stykket gris ved synet af den fremmede dreng i spejlet. 

Jeg blev naturligvis langhåret igen – da man skulle være det som teenager i 70’erne, og da jeg elsker at pleje mit hår scorede jeg meget på de da mørkeblonde lange lokker. Forældrene gouterede frisuren, dog spurgte min mor mig forsigtigt engang: Skulle du ikke være blevet klippet for lang tid siden? Jeg lukkede munden på hende med svaret: Mor, jeg erblevet klippet for lang tid siden.  

Som knapt 50-årig forførte min kvinde, den fantastiske, vanvittige harpenist Sofie mig til electronicamusik. Som et tegn på min nye interesse farvede jeg håret “cosmic blue” nogle år og det vakte selvfølgelig opmærksomhed. Da dén forsvandt tog det et års tid at vende tilbage til det oprindelige, som mest lignede mit barndomshår – helt lyst som da jeg blev født. Og der er jeg i dag.

Min franske coiffure vil bestemme over min frisure. Da jeg en dag bad ham om ikke at klippe for meget af gjorde han det alligevel, men overrakte mig som trøst en pose med mit afklippede hår og bemærkningen: “Tag dit hår med dig, når du nu elsker det så højt”. Vi hårfagre har mange glæder!