Ikke-kategoriseret

Samlet Evanthore – digte ang mas

Som mange andre børn og unge skrev jeg tidligt digte. Jeg synes, det er en herlig ting og jeg tror, der er poeter i de fleste – desværre bliver trangen nok undertrykt med alderen. Vi lever mere i et excel-samfund end i et word. I 1971 etablerede jeg et organ for unge poeter; “Send ind” hed det og det var inspireret af den særprægede Sigvaldi, der vandrede rundt på Strøget med små hæfter, hvori han havde samlet børns og unges digte.

I 1971 udgav jeg også min første digtsamling. Den hed “Efterklange” og den var, som jeg tidligere har noteret i disse spalter, ikke noget at prale af. Gennem årene udkom der nogle flere samlinger, i beskedent udstyr og mere privat.

Jeg har en snert af ADHD i min personlighed. I hvert fald den del af diagnosen, der handler om hyperaktivitet. Det er naturligvis både godt og ondt og er det ofte på én og samme tid.

I 70’erne skrev jeg flere hundrede salmemelodier og i marts 2014 skrev jeg 320 digte. Helt usædvanligt var det nu ikke, for jeg har, siden jeg lærte at skrive, nedfældet tanker, idéer og meninger flere gange dagligt, og havde jeg ikke haft en næsten sygelig trang til orden og ryddelighed havde jeg haft tusindevis af korte og lange tekster af alskens art liggende. 

I efteråret 2014 læste jeg de mange digte igennem og valgte at redigere og udgive dem under den selvironiske overskrift “Samlet Evanthore”, fordelt i otte samlinger over fire år. Trykt på papir, der er lige så tyndt, som meget af indholdet. Det er en slags læs og smid væk-digte. 

Indtil videre er udkommet bøgerne “Hvis Alt Kommer Til Alt – prosaiske digte”, “BYEN – hjemstavnsdigte” og “Airborne – digte fra fly” og i dag, 8/4-19, udkommer “Verden – universelle digte”. Måske (vi får se) kommer der ikke flere, for det store arbejde med at redigere og ordne hæmmer impulsionen til at udgive de impulsive digte fra marts 2014. Selvkritik kan man også kalde det – den burde jeg nok have haft mere af…