Ikke-kategoriseret

Åh Aalborg!

Jeg er født i Aalborg for 65 år siden og har siden jeg var teenager haft et kontroversielt forhold til byen. Jeg har aldrig forstået begreber som “fødeby”, “hjemstavn” og den slags, og jeg begyndte tidligt at længes ikke blot ud som så mange ynglinge, men bort fra Aalborg. Først gennem årene er grundene til dette had/kærlighedsforhold, hvis det kan kaldes sådant (så er jeg flink), blevet bevidste, men alligevel består altså både trangen til at være i Aalborg i et vist omfang og den helt nødvendige trang til at være borte.

I 2016 udgav jeg digtsamlingen “BYEN”, hvori Aalborg ikke nævnes én gang, men både omslaget og indholdet peger indirekte på byen og digtene er blevet kaldt “den største nedrakning af en hjemby” nogensinde. Så har jeg dog nået noget.

Netop udkommet er så bogen “Aalborg fra oven”, som på mange måder anpriser Aalborg, dog ikke med den hovedløse begejstring som mange indfødte lade flyde ud over byen. Man kan jo ikke lade være at se det chauvenistiske – lidt sølle faktisk – når nogle kalder Aalborg for Nordens Paris eller når man taler om en 3. Limfjordsforbindelse. Der er faktisk allerede syv faste forbindelser over fjorden. 

I 1996 tog jeg permanent ophold i København og senere i Paris og Berlin en overgang. Paris fordi jeg havde et konsulentjob hos UNESCO med kontor i det, der kaldes Unesco Annex et stykke fra den legendariske Fontenoy-bygning. Her i byernes by var enhver tanke om Aalborg langt væk indtil jeg en dag så en varebil bemalet med AALBORG holde uden for kontoret. Det viste sig at være et firma, der vedligeholdt automater til drikkevarer, stiftet i 1972 og hjemhørende i Paris. Jeg ringede til direktøren, som hed John Mainfield for at høre om baggrunden for navnet, men den kendte han ikke. Jeg ved ikke, om firmaet stadig eksisterer, men det gør i hvert fald byen. Også i mit sind. På godt og især ondt!