Kontroversiel Kultur Kæmper Kreperet

Dette er ikke min nekrolog. Jeg sprællevende og ved mine fulde fem (nej, man diskuterer ikke med Formanden!), men jeg har skrevet min egen nekrolog. Hvorfor dog?

Overfladisk set er det naturligvis noget krukkeri og et stunt af den slags, der holder mig i live, men jeg har for vane at pakke mine mere eller mindre skøre idéer ind i plausible forklaringer, så den kommer her.

Selv om der er tale om en hæderkronet journalistisk genre, som kan nå litterære højder, så er nekrologer dybest set noget pangelværk som man siger i det nordjyske. Løgn på løgn, uberettiget elevering af den afdøde, smiger og smasken, gode gerninger gøres endnu bedre, dårligt levned ignoreres – man taler jo ikke ondt om de døde – osv. osv. I rigtigt mange tilfælde er det snarere en promovering af nekrologens forfatter end af den bortgangne. 

Jeg vil være på den sikre side, så jeg har altså skrevet nekrologen selv og gemt den langt bort i min computer. Så langt inde, at jeg ikke kunne finde den, da jeg forleden skulle optræde på Ordkraft Festival og min moderator foreslog at den blev læst op. Måske godt det samme.

Jeg lægger ikke fingre imellem skulle jeg hilse at sige. Jeg stiller mig mere eller mindre bogstaveligt foran liget og betragter og beskriver hvad jeg ser. Uhildet, neutralt, objektivt og den slags. Man diskuterer jo ikke med formanden.

Jeg slår samtidigt to fluer med ét smæk: jeg er selv forfatteren, nekrologen handler om mig – og som altid: jeg læser aldrig det, jeg selv har skrevet når det er udgivet.