Evan i litteraturen

Jeg blev ved min fødsel navngivet Evan-Thore Vestergaard Andersen. Siden smed jeg det vulgære “Andersen” bort og forkortede ofte Thore, så jeg blev kaldt Evan-Th. Vestergaard. Eller “Evan ad H T”, “Evan T-Hore” og hvad vennerne ellers fandt på. Da digitaliseringen væltede ind over verden og mit navn blev massakreret på flybilletter og andet, slog jeg Evan og Thore sammen og kalder mig nu Evanthore. Dog de fleste siger alene “Evan” og det er fint nok. 

Noget beskæmmet må jeg indrømme, at det er to norske navne, mine forældre har valgt. Hvorfor ved jeg ikke. I sentimentale stunder påstår jeg at “Evan” kommer af Evangelium som jo betyder glædeligt budskab.

Men jeg har min plads i litteraturen. Den norske (der var det igen) præst og digter Jens Zetlitz (1761-1821) skrev et overmåde langt kvad betitlet “Evan bli’er dyrket på mangen Slags maade”, hvori han dykker ned i min personlighed bl.a. i følgende strofe: “Da Nattens Forbud, Tusmørket laae/Paa halve Jorden og den var rolig/En glands med eet jeg i Øjet faae;/Gud Evan kom fra Olympens Bolig./Kun sjeldent vasket/Og feed og lasket/han ned af Fjeldet barfodet trasked’/Og ravede.”

I Zetlitzs kvad er Evan (in casu: mig) altså en nordisk udgave af den græske vingud Dionysos, som romerne jo kaldte Bacchus. Etruskerne kaldte deres gudinde for udødelighed Evan. Intet ville passe mig bedre: at drukne mig i vin på kvindevis i al evighed. Amen!