Sulten i Berlin

Jeg boede i efteråret 2012 i nogle uger i min datters lejlighed i Berlin. Hun studerede der, men var på ferie. Jeg trængte til at opholde mig på ét sted mere end 4 dage ad gangen. Altså indrettede jeg mig i John-Schehr-Strasse 2, stuen tv og levede en slags hverdag med indkøb, madlavning m.v. “Men, Daddy, når du alligevel laver mad, kan du så ikke fylde fryseren op med mine livretter”, spurgte Nathalie, som – helt berettiget – sjældent får et nej.

En dags skulle det være tomatsuppe og jeg begav mig til supermarked Kaiser’s ved Greifswalder Station og købte de nødvendige ingredienser i stort antal. Da jeg pakkede, tænkte jeg, at det var dog gevaldigt så meget jeg havde i indkøbsvognen og uden for stationen mødte jeg de sædvanlige hjemløse, der bad om en skærv til et måltid mad. De to faktorer – at jeg havde meget og de intet – fik mig til at indbyde de sultne til tomatsuppe samme aften kl. 19 idet jeg meddelte dem adressen og betingelsen: at jeg ikke ville have deres hunde ind i lejligheden. Det accepterede de i sultens navn.

Kl. 19 sad der så 8-10 hjemløse i lejligheden og skovlede tomatsuppe i sig. Da de var mætte roste de kokken og sagde høfligt tak hvorefter de forlod adressen i god ro og orden akkompagneret af hundeflokken, som havde ventet udenfor. Jeg måtte senere lave en ny portion til Nathalies fryser, men hvad der satte prikken over i’et for mig ved denne oplevelse skete dagen efter, da jeg antraf de mætte (nu sultne igen) foran Kaiser’s og de spurgte i munden på hinanden “Hvornår skal vi komme i aften?”. Sådan blev det nu ikke – jeg tænker stadig på hvorfor…