Rød front!

For nogle år siden meldte jeg mig ud af Enhedslisten fordi jeg syntes partiet var for blåt. Det lyder selvfølgelig tåbeligt og var nok også en lidt for smart begrundelse. Bag det lå faktisk en diskussion med én af frontfigurerne i partiet, der ikke kunne forstå, endsige goutere, at jeg er troende og “praktiserende” katolik samtidigt med at jeg alle mine dage politisk har været rødere end rød. Hverken Vorherre eller jeg har problemer med det.

Jeg har som altid brevstemt til det kommende valg og det havde jeg også, da jeg opholdt mig i Paris tre uger op til valget 20. november 2001. Det var den skæbnesvangre dag, hvor en del danskere gav Dansk Folkeparti en fremgang på 9 mandater og Venstre en fremgang på 14 – med den uhyggelige konsekvens, at Anders Fogh Rasmussen i næsten otte år hærgede landet som statsminister.  

Nå, men jeg havde glemt alt om valget, da jeg sent om aftenen 20. november 2001 landede i Kastrup og gik ud i taxakøen for at finde en indvandrer-chauffør som altid, så jeg kunne undgå de sure københavner-chauffører. “Nørrebro” udbrød jeg og fordybede mig derefter i indkomne beskeder på telefonen. I baggrunden hører jeg bilradioen forkynde valgresultatet og jeg udbryder spontant til chaufføren: “Du må gerne køre mig tilbage til lufthavnen – jeg kan ikke bo i dette land” hvorpå jeg vender tilbage til mine mails.

5 minutter efter afbryder chaufføren mig med spørgsmålet “Terminal 1 eller 2?”. Særdeles relevant for jeg havde jo bedt ham om at returnere til lufthavnen og det gjorde han selvfølgelig. “Øhhh – nej, jeg skal lige hjem på Nørrebro og pakke nogle ting” svarede jeg undskyldende og han vendte atter vognen mod centrum. Jeg lod telefon være telefon og vi fik en rigtig god snak. 

Jeg kom til Nørrebro, og tænk – chaufføren og jeg var fuldstædigt enige om vores bekymring over valgresultatet. Og vi fik som bekendt ret!