Man gjorde et barn fortræd…

Min far efterlod sig en mængde udklipsbøger om mig. Det første udklip daterer sig til 27/10-68 og er fra den socialdemokratiske avis Ny Tid – et halvstort portræt af en deprimeret teenager, der har opgivet alt håb. Dertil en mængde tidsskriftkassetter med udgivelser, den første en ret forfærdelig digtsamling betitlet “Efterklange” og udgivet i 1970. 

Det er et ret stort arkiv, der afspejler et liv med et stort (undertiden manisk) udtryksbehov. I slutningen af 90’erne syntes en studerende på Biblioteksskolen, at det kunne være sjovt at opliste min produktion af musik, tekster, udgivelser og aktiviteter. Hun registrerede dengang omkring 3.000 tekster og vistnok 1.200 stykker musik. Dertil lange lister over idéer, der var blevet til noget eller bare var skitser på en papirlap som jeg smed i nogle mapper, jeg af uransagelige grunde tog med mig når jeg flyttede, hvad jeg for tyve år siden allerede havde gjort op imod 30 gange. Disse overlod jeg trygt til den interesserede studerende og har i øvrigt ikke set dem siden. Fint nok!

Jeg har kun sporadisk kigget i min fars arkiver. De seneste år mere end tidligere – det er måske et alderstegn. Men det er ik’ engang løwn og heller ikke krukkeri: jeg har altid levet mere i nutiden og skuet ind i fremtiden, end i fortiden og aldrig været ret vild efter at læse om mig selv – min store forfængelighed til trods. Dengang jeg skrev musik holdt jeg mig også borte fra uropførelser men sendte ofte min mor.

Min far gemte næsten kun de mere positive eller neutrale omtaler af min gøren og laden har jeg fundet ud af. Guderne skal vide at jeg gennem tiden også har fået skældud i betragtelige mængder, et par gange oven i købet sagsanlæg pga. injurier, også et par gange trusler på livet, men den slags er min far behændigt gået uden om, da han arkiverede mit liv. 

Jeg mener at kende grunden: fra jeg var barn blev mine øren fra morgen til aften tudet fulde af hvor fantastisk og unik jeg var. Det stod far for; min mor var mere forbeholden og ind imellem konstruktiv kritisk over for mine udgydelser. Det kan ikke have været let at være forældre til et 10-12 årigt barn, der skrev læserbreve om kendte navngivne personers hykleri og andet utøj. Som mediemennesket Per Jensen skriver i forordet til min kroniksamling “Signatur”: “Jeg troede han var en gammel mand, da jeg læste hans første kronikker og ikke kendte ham. Sådan kunne en teenager ikke skrive”. 

Men det var ved Gud heller ikke let at være barn af en far, der uophørligt betonede det fantastiske og unikke. Selv i dag har jeg ar på sjælen af den trafik. Men det er en anden historie, som nok også skal fortælles en dag…