Over gården – første møde med kunst og håndværk
Jeg er født i Aalborg og min barndom foregik dér i 50’erne og 60’erne. Byen var dengang en genuin arbejderby, man levede af store industrier som skibe, cement, tobak og sprit. Selvom det var driftige forretningsfolk, énspændere, der igangsatte og drev de store foretagender, har jeg ofte spurgt mig selv, hvordan “bløde værdier” som tobak og sprit kom ind i billedet og på hvilken måde de har været med til at skabe myten om arbejderbyen Aalborg og “arbejderen”s hang til røg og sprut. Det er som om byens skiftende historieskrivere har haft for megen fin- eller hjemstavns-følelse til at bore i denne kobling…
Der var dog andet end store firmaer i byen – meget andet. I gården til Niels Ebbesensgade 12, hvor jeg voksede op, var der således et trykkeri med gamle Heidelbergmaskiner, en trædrejer, der berigede gården med duft af nyhøvlet træ – han eneste udluftning var de åbne vinduer – og en ostegrosserer der tilsvarende spredte dufte af havarti og gammelost, men også eksotiske dufte af brie og “rokkefår” (i dag Danablu) – den danske amatørudgave af den ædle Roquefort. Disse småindustrier, hvor en enkelt håndværker stred sig igennem for at tjene til dagen og vejen, formede min barndom og satte meget i samfundet i perspektiv. Dertil fik vi børn stillet vores nysgerrighed når vi fik lov til at rende ind på værkstederne og kigge med og ikke mindst hjælpe til mod en 25-øre eller en pakke smelteost til familien. Det lyder romantisk og idyllisk – det var det også.
Vi – min søster, mor og far – boede i “Forhuset” på anden sal og min elskede bedsteforældre i stuen. Det var en slags bofællesskab, som jeg boltrede mig i, forkælet som jeg var. I den store gård legede ofte en snes børn fra hele gaden, nogle meget fattige, andre mindre, ingen i egentlig forstand rige. “Over gården” lå Havehuset, endnu et beboelseshus med halvrådne lejligheder, fælles WC på gangen og intet bad. Her boede sultens slavehær med mange børn og sociale problemer.
I midten af 60’erne skete der imidlertid noget pudsigt, som tilførte ejendommen nye “bløde værdier”. I de billige lejligheder flyttede nu studerende ind, af en eller anden grund mest musikstuderende, og det berigede mit boglige og musiske sind. Her boede f.eks. kunstmaleren Jens Birkemose, der blev kasseret på Musikkonservatoriet, men siden blev internationalt anerkendt efter at han i vrede over konservatoriet flyttede til Paris. Her boede også sangstuderende Poul Elming, der sidenhen blev internationalt anerkendt Wagnersanger – og på et tidspunkt kom tilbage til byen som chef for Aalborg Symfoniorkester. Og naturligvis mange andre gennem tiden.
Uden at jeg rigtigt kan forklare hvordan blev disse møder med gedigent håndværk og kunst helt grundliggende for min dannelse – noget, skolen bestemt ikke kunne bidrage med. Når dertil lægges højlydte skænderier, regelmæssige skilsmisser, lejlighedsvis egentlig fattigdom, smøger og sprut, fogedens udsmidning af lejere – og andre af hverdagens krydderier, så fik dette lille samfund større betydning for mig end jeg dengang anede og som jeg stadig undres over…