Karriere – nejtak!

Allerede som 14-årig begyndte jeg at arbejde for føden. Ikke med at høste roer eller malke køer, men ved at bruge mit hoved og mine talenter for sprog og musik, og især fordi jeg altid har haft en voldsom trang til at udtrykke mig, gøre mig gældende, lave verden om – det kunne der tjenes nogle håndører ved.

Der er mange der har den slags behov, men det er som om der er to motorveje i den bestræbelse: man kan køre karrierevejen eller man kan flytte sig af lyst og trang alene. Jeg har fra begyndelsen valgt det sidste. Jeg har haft en del faste og løse jobs – også jobs, der kunne være trin på en karriere mod “toppen”, men jeg fravalgte det. Jeg har søgt ét eneste job – jeg fik og havde det lidt over et år og så røg jeg heldigvis ud. Men jeg har i det hele taget haft ret gode og velrenommerede jobs.

Andre jobs (også faste og vedvarende) har jeg selv skabt via min trang til at få “store” idéer og føre dem ud i livet. Også her var jeg hele tiden på vej videre – mod nye horisonter. Og også her skete det nogle gange at jeg gjorde mig umulig og forsvandt efter mere eller mindre “fælles overenskomst” og med rosende lovord i baggagen (i mine brancher findes bonusser og gyldne håndtryk heldigvis ikke). Altid har jeg tilsidesat det nødvendige brændstof på karrierens motorvej: kompromisser, rygklapperi og bukken og skraben for de rigtige. Det lyder negativt og det er det også. Men tro mig: der er ikke tale om sure rønnebær. 

Et eksempel på at jeg selv vælger min skæbne og vej var dengang jeg fyrede mig selv i den avis, jeg arbejdede for, Nordjyske Stiftstidende. I 1978 blev jeg fast musikanmelder på Aalborg Stiftstidende, et job, jeg måtte forlade da jeg 15 år senere skulle koncentrere mig om Danmarks Radio. Da jeg i 2004 “efter fælles overenskomst” og under en vis tumult, forlod DR et halv år før mit 25 års jubilæum, genoptog jeg anmelderiet i den nordjyske avis. 15/8-2005 forkyndte jeg så i en koncertanmeldelse, at dette nok blev den sidste. Dagen efter spurgte redaktør Lars Borberg mig hvorfor jeg dog fyrede mig selv i avisen…

Svaret var enkelt nok: jeg kunne ikke se mig selv i anmelderrollen mere og det måtte jeg så melde ud til dem, det vedrørte: læserne. Og – helt ærligt – jeg tænkte ikke et øjeblik på karriere og åbenbart heller ikke på redaktøren, som jeg i øvrigt havde det ganske godt med, både fagligt og personligt. Undskyld, Lars!