Ikke-kategoriseret

Glæden der blev væk

I 1973 skrev jeg melodi til Eyvind Holmens salmetekst “Glæde” (udgivet i “Mod Kristi Dag” 1975). Første strofe lyder sådan: “Et menneske kommer stille/vil dele sin glædesbuket/ved jo, at ensomme glæder/visner fortvivlende let./Men du frøs glæden til døde/før den var sprunget i blomst./Du var i vinterens følge/gav den sin barske bekomst”.

Jeg skrev naturligvis melodien (og de 25-30 andre til Eyvinds tekster) fordi jeg oplevede en slags enighed i budskabet, fine poetiske kvaliteter og ikke mindst stor originalitet. De seneste år er det gået op for mig, hvor meget det første – budskabet – i virkeligheden betød. Jeg har vist aldrig været noget glad menneske. Min mor ejede en stille og smuk, men næsten usynlig glæde; min far var mest en fjollet spøgefugl, som jeg havde svært ved at tage alvorlig. Tidligt gik jeg op i de mere bedrøvelige sider af livet og verden og det kom til at fylde rigtigt meget i mit liv. For meget. Alt for meget. 

meget, at jeg som voksen fik et næsten overbærende forhold til glade mennesker. De måtte være blinde eller dumme, ansvarsforflygtigende eller samvittighedsløse. Mere ligeglade, end glade. I værste fald lalle-glade. Denne holdning (som står i skærende kontrast til mit kristne livsgrundlag) bragte ensomhed, skepsis, afstand, evt. frygt med sig. Både fra og til mig. Det har jeg indset de seneste år. 

Jeg ved ikke, hvor min glæde blev af, hvis den nogensinde har været der. Jeg kan i hvert fald ikke finde den. Hvad værre er – og det er det, Eyvind udtrykker i sin tekst – jeg kan ikke dele andres glæde. Det er et alvorligt psykisk handicap, som det bliver mere og mere svært at leve med. I de mest mørke stunder kan jeg så være tilfreds med at det meste af mit liv er gået. Glad for det bliver jeg nok aldrig. Men det skal jeg måske heller ikke….