På den lokale

Der blev ikke drukket alkohol i mit barndomshjem. Baggrunden var delvis det missionske miljø, men nok mest selve madkulturen, så sort var det missionske dog ikke. Men vin var jo ikke rigtigt kommet til Danmark i min socialgruppe og øl og stærk alkohol var der bare ikke tradition for. Da jeg blev gammel nok (måske lidt før) tog jeg revanche. Som med så meget andet blev det bare accepteret i familien.

I første omgang var det ikke selve alkoholen, der tiltrak. Det var det miljø, den blev konsumeret i. Jeg var kommet på konservatoriet, hvor der dengang var guldøl og snaps i kantinens køleskab; jeg var begyndt at skrive i aviser og tale i radio og mødte naturligt en del journalister, som også var dygtige udi den ædle idræt at indtage alkohol næsten som en forudsætning for at klare dagen; endelig var Klosterkroen i Aalborg, hvor jeg blev optaget, befolket af skuespillere, billedkunstnere og aldeles skæve personer foruden hjemmefødningerne musikere og journalister. Jeg adapterede hurtigt og uden besvær miljøet og alkoholen.

Det skal noteres, at jeg aldrig har forsømt mit arbejde pga. alkohol, endsige mødt rigtig fuld op. Normalen var jo også en anden dengang i 70’erne og 80’erne. Naturligvis har det givet støj i mine ægteskaber, men da jeg tiltrak og blev tiltrukket af kvinder med samme hang til berusende bekendtskaber og drikke, var det ikke først og fremmest alkohol, der fik forholdene til at kuldsejle. Desuden var der tale om kultiveret og anstændig omgang med de befordrende dråber.

“Den lokale” er et fantastisk sted. I min digtsamling “Byen” beskriver jeg fænomenet på godt og ondt – og i mit tilfælde er det et fænomen. Naturligvis er der steder, jeg er kommet mere end andre, men det kan faktisk lade sig gøre at være borte fra “den lokale” i årtier for derefter at komme tilbage og se de samme mennesker sidde på de samme stole – det hele er bare blevet mere brunt. I mit tilfælde – med mange flytninger og rejser – finder jeg hurtigt en ny “lokal” og opdager, at sproget sjældent er en barriere sådanne steder. Alle er lige kloge eller bagkloge efter en halv snes guldøl. Derfor diskuterer jeg sjældent (fuld eller ej) politik og religion i en bar. Min undskyld er altid: “Jeg er simpelthen for dum til at tale med dig – du ved meget mere end mig”, og så stopper diskussionen hurtigt. Uanset om det er på Smedekroen eller London Pub i Aalborg, Palæ Bar eller Bobi Bar i København, Schnelle Quelle eller Bei MO i Berlin, Flag Café eller Chez Paul i Paris.

Engang – da jeg atter skulle være far, og den tilstundende mor, Dronningen, ikke selv kunne deltage i løjerne, blev jeg kaldt til orden. Hun bebrejdende: “Smedekroen er jo dit andet hjem”. Jeg hovskisnovski: “Du kan da være glad for at det er mit andet hjem”. Hun insisterende: “Tjaa – Danmarks Radio er jo dit første”. Da tog jeg lige en pause fra den lokale. Da jeg kom tilbage var alt som før. Og både brylluppet og barnedåben blev naturligvis holdt dér…