Ikke-kategoriseret

Oh vandringsmand…

Du skal gå, ikke stå; du skal så, ikke slå; du skal forstå og formå.

Dette bonmot, som jeg formulerede som teenager, forsøger jeg at efterleve. Det kan være svært, men det første – at gå – har jeg ikke bare let ved – jeg elsker det. Selvom mine ungdommelige visdomsord mest skulle forstås i overført betydning, så er det en kendsgerning, at jeg går glad og gerne. Sandsynligvis mindst 8-10 km dagligt. I gennemsnit, for undertiden kan jeg ikke standse og så har jeg pludseligt gået en halv dag og flyttet mig 25-30 km. 

Jeg går helst i byer. Det er her, det sker. Her er jeg hjemme, uanset om det er et velkendt eller helt nyt sted. Blandt travle eller dovne mennesker, kakofonier af spændende sprog, jeg ikke forstår, lugte og lyde der udfordrer sanserne, og allehånde hændelser, der på godt og ondt siger, at her er mennesker på og i spil. Mennesker, der smiler og sviner, kysser og kæmper, råber og raller eller blot passerer hinanden tavse, måske mismodige. Her er tempoet som i en motorvejskø eller en sætning fuld af tankestreger. Det kan være en udfordring for mig, for –

Jeg går rask til! For det første kan jeg ikke lide slendrian, og mennesker, der ustandseligt stopper op og kigger på husfacader og tilbud irriterer mig. Jeg går rask fordi jeg ikke vil standses og for at se travl ud. Hermed undgår jeg overflødig gadepassiar og kan nøjes med et nik eller hej. Jeg går også rask for ikke at ligne en turist (en race der ikke har min respekt), og jeg færdes med stor interesse i skumle kvarterer og der er det en fordel at gå rask, hvis man vil undgå tilbud fra letlevende kvinder eller ubegrundede øretæver fra voldsfolk. Tiggere er heller ikke min kop te, men jeg giver gerne en smøg eller tænder for en ildløs – jeg ved selv, hvor hårdt livet kan være hvis man er smøg- eller ildforlegen.

Undertiden går jeg i naturen eller på landeveje. Ikke ofte, for jeg føler mig lidt skræmt i naturen og øde landeveje keder mig og skaber længsel efter byer, så store som muligt. Landeveje er dog gode for tanken. Netop det øde, uvirksomme og kedelige er én af mine vigtigste drivkræfter, når geniale tanker, imponerende projekter og udødelige værker skal komponeres, det være sig ord eller lyd. Det er i den situation, vandringen løber afsted med mig, også tiden pludseligt er gået og tusindevis af skridt tilbagelagt. Ofte formålsløst. Men jeg har trods alt gået. Og der er ikke noget så godt som frisk luft og en smøg.