Ikke-kategoriseret

Abort – Isabella

En beretning fra mit livs overdrev bør fortælles, skal jeg bevare min selvrespekt. Engang i efteråret 2000 var jeg til ballet i La Scala i Milano sammen med min amerikanske bekendte Carolyn Carlson. Efter forestillingen var vi til en sammenkomst back stage, hvor jeg mødte den guddommeligt smukke og talentfulde ballerina Isabella. Det var kærlighed ved første blik på trods af næsten 20 års forskel. Ingen af os troede vist på noget vedvarende, men vi nød forholdet et par måneder, så blev det for besværligt rent logistisk.

En aften i begyndelsen af 2001 ringede Isabella til mig og forkyndte, at hun netop var landet i København, i øvrigt den nordligste breddegrad, hun nogensinde havde befundet sig på. Hun var ikke lykkelig – hun var gravid. Her begyndte en af mit livs sælsomme oplevelser. Da hun ringer er jeg i Paris og vil naturligvis haste til København – det lykkes først næste aften. Indtil da træder en god veninde til, indlogerer den noget hjælpeløse Isabella og tager sig rigtig godt af hende.

Jeg var året før konverteret til katolicisme, Isabella var født katolik. I vores verden var abort ikke en mulighed. Jeg er ikke imod abort som sådan (kalder mig “dynamisk katolik”, en kategori, der vist ikke er autoriseret), men der skal være tungtvejende grunde. Et moderskab ville ødelægge Isabellas karriere, hun havde faktisk kun få år tilbage før pensionering. Hun rejste hjem til Milano nogle dage efter, og jeg lovede at komme dertil, så vi sammen kunne overbringe familien nyheden; det var vigtigt forstod jeg. Det skete ugen efter og det gjorde hele historien endnu mere dramatisk.

Jeg mødte en særdeles konservativ familie. 2 brødre, en søster og et forældrepar, der virkede som om de var et århundrede bagud. Kun søsteren og Isabella kunne engelsk og hjalp mig gennem en samtale, der var som taget ud af en amerikansk film. Der var skepsis og vrede i luften, faktisk følte jeg mig lettere truet. Men Isabellas far havde en høj position i det milanesiske politi og var i øvrigt i uniform, så hvad kunne der egentligt ske? Ingenting selvfølgelig, og budskabet blev overbragt sammen med en forsikring om, at jeg naturligvis ville tage ansvaret på mig – hvad det så ville sige…

Efter mødet blev jeg kørt til lufthavnen i politibil af en noget studs politikommissær, der venligt konverserede med sin chauffør, men ikke med mig. Til stor forbavselse for mig fik jeg en lang og varm knuser af den halvstore mand, da jeg blev sat af i Malpensa efter den timelange tur. Jeg trak først vejret rigtigt igen, da flyet lettede. 

Som højgravid var Isabella med sin familie på ferie i Trieste hvor hun vred om på foden og blev indlagt på et klosterhospital. Det fik jeg at vide, da hendes søster to dage efter ringede til mig og fortalte, at den gravide var faldet ud af sengen og havde mistet barnet.

Igen drog jeg afsted og tilbragte en eftermiddag med den smukke danserinde. I samtale og gråd, men også i bevidstheden om, at dette var vort sidste møde. Det blev det. Jeg talte nogle gange i telefon med hende senere og det blev enden på en kærlighedshistorie af filmiske dimensioner. Men jeg mærker stadig smerten ved at miste. Jeg vænner mig aldrig til det.