www.engang.nu

Færger

Da jeg elsker at rejse har jeg også et kærlighedsforhold til terminaler i bred forstand: tog- og busstationer, lufthavne, sågar færgelejer eller hvad det hedder. Naturligvis er jeg på samme måde vild efter tog og busser, fly og færger. Jeg har skrevet snesevis af tekster om tog, en hel digtsamling om fly og jeg har også haft herlige oplevelser på færger.

Det gode ved disse stationer er den ventetid, mange andre hader. Jeg kommer som regel til tiden, men ikke i for god tid. Bare nok til at jeg kan orientere mig om afgangen og hvis jeg ellers har gøremål, f.eks. et møde eller et måltid. Jeg bruger ikke tiden til at vente, men med det, jeg ellers bruger tiden til: arbejde, spisning, evt. et bad i loungen, gerne elskov hvis kvinden er der etc. etc. Især lufthavne er en slags tidslomme, hvor alt kan lade sig gøre – nu om dage ville man kunne leve sådan et sted.

Men færger? I og for sig det samme, hvis ellers faciliteterne er til stede – tiden er det jo som regel. I internationalt farvand lokker spilleautomaterne, på åbent hav frisk luft og en smøg på dækket, og så kommer jeg af en eller anden grund ofte i samtale med folk på en færge, måske fordi det som regel går ret langsomt.

Et par færge-episoder husker jeg særligt. Den ene foregik på Grenå-Hundested færgen engang i 80’erne. Gennem et par måneder rejste jeg med denne færge 2-3 gange ugentligt og tiden passede med at jeg enten spiste morgenmad eller sen aftensmad. Således også en aften, hvor jeg samtidigt kigger ud på et kulsort Kattegat. Jeg var nok noget træt, for jeg hører pludseligt mig selv spørge tjeneren hvor vi egentlig er på vej hen – Jylland eller Sjælland? Han klør sig lidt på hagen og råber så til en medtjener: “Preben, hvor skal vi hen?” Preben svarer: “Forhåbentlig til Jylland for jeg har fri om to timer”. Så vidste vi allesammen dét og jeg spiste videre.

For nogle år siden havde jeg lånt et sommerhus i Egense, hvorfra man kan sejle over Limfjorden til Hals på under fem minutter. Jeg skulle ikke til Hals, men gik ombord og spurgte om jeg måtte tage nogle ture frem og tilbage for at få frisuren og sindet blæst igennem. “Det må du selv om” var det korte svar fra billetmanden og jeg tog så 6 ture. Ankommet til Egense spurgte jeg hvad jeg skulle betale. “Ingenting – du er jo ingen vegne kommet”, svarede han og jeg kvitterede straks med en 50’er til kaffekassen. Hans replik var jo fantastisk…