www.engang.nu

Farmor: Gud er glemsom

Min farmor – hun hed Olga og det kræver sin mand – var ét af de mest betydningsfulde mennesker i mit liv. Hun blev født i 1900, 20. april, som også er Hitlers fødselsdag, så hun holdt fødselsdag 19. eller 21. april, hvis ellers hun huskede det. For hun knoklede døgnet rundt både som gammeldags husmor og ved at holde gang i min farfars blomsterbutik medens han knoklede 14 timer om dagen som kirkegårdsgartner. Det siges, at farmor et år glemte min fars fødselsdag. Hele familien, inkl. far, kom først i tanker om det ved sengetid, men så blev knægten også fejret.

Selvfølgelig, for farmor var gennemført kærlig og omsorgsfuld. Det var mit held, at mine forældre ikke rigtigt havde tid til min søster og mig – og deres held, at farmor og farfar boede i samme ejendom. Så omsorg og opdragelse var lagt i hænderne på dem, især farmor i 1950’ernes matriarkalske samfund. 

Alle børnene i Niels Ebbesens Gade – og der var mange – kaldte hende farmor, og det var hende, man henvendte sig til, hvis man havde lavet skarnstreger og havde brug for en forsonende hånd. Hos farmor var der ingen fordømmelse, ingen skældud, højst et kærligt, rådgivende ord, og så var dén ged barberet. Jeg husker en episode da jeg var 5-6 år, hvor jeg kom til at slå en kostbar rude i ejendommens hoveddør itu. De andre børn løb skræmte bort – jeg gik fortrøstningsfuld ind til farmor og fortalte om hændelsen hvorpå hun sagde “Nå, så må vi have ringet til glarmester Poulsen”. 

Egentlig tror jeg hun var ateist. Det var ikke noget man talte om, for farfar og resten af familien var missionske og kom fra landet. Farmor var slagterdatter fra byen og havde et par mere eller mindre dysfunktionelle brødre, som hun naturligvis også drog stor omsorg for hele livet. Simpelthen fordi hun var humanist til fingerspidserne og langt ind i sjælen og i bund og grund levede kristendommens kærlighedsbud mere ud, end resten af den missionske familie tilsammen. 

Farmor var ikke særlig intellektuel, men en meget klog kvinde. Måske troskyldig i ordets rene form og altså med tolerance og tilgivelse af guddommelige dimensioner. Det var også påkrævet i et langt liv med min farfar, som jeg også elskede højt og hvis kæledægge jeg var, men som kunne være et hysterisk mandfold på en underlig kultiveret måde. 

Men man skulle ikke tage fejl af farmor. Nogle af hendes opdragelses-principper var næsten mesopotamiske i vælde: “Du går ikke i vandet før du har lært at svømme”, beordrede hun, så jeg fik aldrig lært at svømme. Og det var hende, ateist eller ej, der engang sagde til mig: “Det er kun Gud, der kan tilgive for Gud har ingen hukommelse”. Sådan en farmor kunne man kun elske. Og det gjorde jeg – højt og inderligt!