Ikke-kategoriseret

Mit livs skole – Seminarieskolen

Jeg havde et tvetydigt forhold til skolegang. Jeg har altid været og er stadig glad for at lære, jeg var forholdsvis god i skolen og jeg gik i det, man i dag vil kalde en “lilleskole”. Den hed Danmarksgades Skole (Aalborg) og havde 200 elever. Bygningsmæssigt helt identisk og sammenbygget med Rantzausgades Skole, der havde 500 elever. Jeg boede i et middelklasse kvarter – Rantzausbørnene i et mere belastet kvarter. Jeg undrer mig stadig over den forskelsbehandling de to grupper fik. Jeg kom i skole i 1960 (i øvrigt et år “for tidligt”) og efter 6. klasse blev min lilleskole nedlagt for at give plads til Danmarks Ingeniørakademi, der blev begyndelsen til Aalborg Universitets Center, nu Aalborg Universitet. Vi 200 børn blev stuvet sammen med de 500 på Rantzausgades Skole, der så blev nedlagt året efter og erstattet af en ny meget stor skole 4 km fra centrum.

Jeg var i mellemtiden flyttet til velhaverkvarteret Hasseris (“Er det Paradis? Nej det er Hasseris” som nogle sagde), til “Gammel Hasseris”, som var for fattigrøvene, og jeg blev flyttet til Gammel Hasseris Skole, hvor imidlertid de riges unger også fik indpisket lærdom. Dét kunne jeg ikke klare. Selvom jeg var halvstor – jeg kom i første real – kom jeg grædende hjem hver dag, simpelthen fordi jeg ikke følte mig hjemme i en stemning af snobberi og mobberi, der karakteriserede både lærere og elever.

14 dage efter blev jeg efter eget ønske flyttet til Aalborg Seminariums Øvelsesskole og forsynet med en ny cykel og et buskort af min farfar, for jeg havde nu 7 km til skole. De tre år på Seminarieskolen blev nogle af de bedste i mit liv. Man eksperimenterede med nye undervisningsmetoder, baseret på stor frihed og selvstændighed for elever og lærere, det hele meget kvalificeret og i en atmosfære af tillid og tro på den enkeltes evner. Det var også en lilleskole – vi var kun 16 i min klasse. Det var lige mig!

Her udviklede jeg mig og fik mulighed for at skabe mig selv, en idræt jeg stadig udøver. Jeg dannede elevråd, etablerede skoleblad, musikgrupper, der øvede om aftenen (vi havde fri adgang til skolen fra 6 til 23), skabte teater i en imponerende udstyret teatersal og meget andet. De to af real-årene havde jeg min første faste kæreste Else, og skønt vi knapt var kønsmodne var vores åbenlyste kæresteri fuldtud accepteret af alle. Det sidste realår havde jeg en fraværsprocent, der ville have skaffet mig udsmidning i dag, men blev accepteret i en højere sags tjeneste. Jeg komponerede musik, skrev og udgav digte, blandede mig i samfundsdebatten osv. så jeg havde ikke tid til skolen. Og heller ikke brug for den mere. Seminarieskolen havde gjort det for mig, den skulle. Jeg fik min realeksamen, mor og far hentede eksamensbeviset som jeg i øvrigt aldrig har set, og da Seminarieskolen fyldte 25 år blev jeg bedt om at skrive i festskriftet, hvilket jeg gjorde med stor glæde.

Efter de tre år kom jeg på Aalborghus Gymnasium og samtidigt på Nordjysk Musikkonservatorium. Det første sted blev jeg 3 uger, det sidste 8 år. Jeg tog min studentereksamen som privatist nogle år senere – men det er en helt anden historie, som vist bør fortælles engang.