Øl som arbejdskraft
Nu om dage drikker man ikke alkohol når man er på arbejde. For 50 år siden fik ølkuskene mere end én fortjent tår over tørsten når de slæbte tunge trækasser med øl dagen lang (faktisk er jeg gammel nok til at have oplevet hestevognstrukne øltransporter). Da jeg gik på konservatoriet i 70’erne var der guldøl og små snapseflasker, “kyllinger”, i automaterne og da jeg fik mine første faste arbejdspladser efter studietiden åbnede man alle møder med det ukrudtsmiddel, der kaldes Gammel Dansk, og det var kutyme at kvæle i hvert fald én håndfuld øl i løbet af arbejdsdagen. På chefens kontor var der champagne i køleskabet. Dette som afsæt til at fortælle om to episoder hvor alkohol og arbejde mødtes.
Jeg blev klassisk musikanmelder på Aalborg Stiftstidende i 1977 efter at have været fast kronikør siden 1972 og i ungdomsredaktionen 1968-70. Man anmeldte forkromet klassisk musik i den konservastive avis. Jeg lyttede naturligvis klassisk, men også så meget andet, bl. a. på det rytmiske spillested Multi Maren, der opstod i 1975. Da jeg i 1978 følte mig tryg i sadlen foreslog jeg forsigtigt at man også anmeldte rytmisk musik. Det fik jeg lov til – i begyndelsen kom anmeldelserne på bagsiden og jeg fik ikke de 150 kr., som de klassiske anmeldelser gav. Til gengæld kunne jeg få refunderet et par øl – rytmisk musik skal skylles ned, mente man vist. Nu til anekdoten.
Den legendariske og højt respekterede, men lettere frygtede Alf Schiøtz-Christensen var ejer af og chef for Aalborg Stiftstidende, og det var ikke et menneske, yngste mand på kulturredationen mødte hver dag. Men en dag fik jeg besked af Tove i receptionen på, at jeg skulle møde op hos øverste chef. Med rystende ben tog jeg elevatoren til 5. sal i bladhuset og blev vist ind i mahognikontoret til den imposante mand. Han havde et af mine bilag i hånden og var mindst dobbelt så høj som mig, da han stående (jeg i en blød stol) og med fast stemme sagde: “Vestergaard, når man er på arbejde for Avisen drikker man ikke øl”. Herefter fulgte det der i sandhed var en kunstpause – den føltes som 2 timer lang og jeg var lige ved at bryde min tavshed da chefen fuldførte sætningen: “Man drikker vin!”. Møde slut. Jeg gik ned til kollegerne for at få fortolket budskabet, og det handlede i al sin enkelhed om, at jeg da sagtens kunne drikke øl, men der skulle stå “vin” på bon’en – ellers ingen refusion!
En anden oplevelse er fra slutningen af sidste årtusinde og fra Radiohuset i København. På det tidspunkt fik DR en alkoholpolitik. Den gik bl. a. ud på, at der ikke var øl i automaterne når kantinen var lukket. Det betød, at når vi kom fra en produktion ude i byen omkring midnat kunne holdet ikke mere få en godnatøl sammen, og det var et alvorligt indgreb i såvel arbejds- som privatliv. Vi havde jo faktisk fri. Det fik mig til i personalebladet “DRåben” at skrive en notits, hvori jeg konkluderede, at DR’s nye alkoholpolitik åbenbart gik ud på, at man kun måtte drikke alkohol i arbejdstiden. Det var i et af radiodirektør Hans Jørgen Skovs sidste regeringsår. Et prægtigt menneske, venligt og sagtmodigt, som jeg havde det fint med. Han ringede til mig og nærmest hviskede i telefonen: “Jeg har set dit synspunkt om alkoholpolitikken. Hold kæft!”. Jeg kunne næsten høre glimtet i Hans Jørgens milde øjne, så jeg tog det ikke så alvorligt, men ok – jeg tærskede ikke mere langhalm på dén historie…