www.engang.nu

Konservatoriet 4 – Erik Norby

Komponisten Erik Norby var et af de mest flamboyante mennesker, jeg har mødt (og jeg har mødt mange!). Da jeg i 1975 optages som første og eneste elev i komponistklassen på Nordjysk Musikkonservatorium, bliver han min hovedfagslærer med to ugentlige timer. Han gad ikke undervise i instrumentation, sikkert fordi han var suveræn i dén disciplin. Her fik jeg en klamphugger, som det ikke er værd at nævne her. Komposition var Eriks fag, men som tidligere beskrevet er en væsentlig basis for dette studium en stor baggage af musikteoretisk viden og det helt afgørende fag instrumentation (i kort beskrivelse håndværket om instrumenternes muligheder og hvordan de udnyttes). Han havde siden 1966 været docent i teoretiske fag, hvor han også var utrolig stærk, men nu fik han altså en kompositions-elev. Året efter sagde Norby op og jeg fik mine sidste to år Erik Bach som kompositionslærer. Måske var Norby kørt træt af DSB. Hver uge tog han toget fra København til Aalborg (som regel i selskab med orgeldocent Niels Henrik Nielsen), afholdt sine 12 pligtige timer og drog tilbage dagen efter. Den officielle forklaring på ophøret var at han ville komponere mere. Et særdeles godt valg – Erik Norby var en fremragende komponist, måske lidt bagud for sin tid.

Jeg røg Kings cigaretter og det gjorde Norby også. Han flere end jeg. Det var nok vores eneste mødepunkt. Indhyllet i Kings-tåger gennemgik han hver uge mine kompositioner, mest med forslag til hvordan han ville have gjort, næsten aldrig med spørgsmål til mine intentioner, og som regel med et koncentrationsniveau, som hægtede mig af. Jeg kunne simpelthen ikke finde nogen sammenhæng i undervisningen – eller mesterlæren som nok er mere betegnende.

Pudsigt nok havde vi det bedst sammen, når vi holdt fri. Enten over en af utallige frokoster i restaurant Papegøjehaven eller en del fyraftensøl på Klosterkroen. Vi var også ude at rejse nogle gange, hvor hans vid og lidt bizarre humor, serveret med stor arrogance, tiltrak mange. Det var festligt og fornøjeligt som meget var dengang. 

Jeg tror, Erik Norby betragtede mig som en opkomling, råbende det forkerte på en forkert måde, talentløs, fejlcastet, en noksagt, 70 kg ingenting. Og så det at jeg skrev kirkemusik med en vis succes…. håbløst!

Jeg ved det ikke, for den slags talte han aldrig om. Men han var en gudsbenådet instrumentator, en spændende komponist og som nævnt et festligt indslag. Han har min store respekt som komponist og som et elegant og på sin helt egen måde charmerende menneske. Men han var en umulig lærer – heri kun overgået af min allerførste lærer i komposition, Erling D. Bjerno. Om denne i et senere kapitel.