På lommen
“Du skal altid have en 10-øre i lommen ellers tisser hundene på dig”, sagde farmor, men den slags har aldrig bidt på mig. Og dog: Indtil for nyligt havde jeg altid nogle cent på lommen når jeg rejste rundt – “tissepenge” kaldte jeg dem, måske inspireret af farmor. For to uger siden brugte jeg mit kreditkort til at betale toiletadgang i Prag for 10 kurona – knapt 3 danske kroner.
Jeg har aldrig kunnet lide kontanter og i min teenagetid blev jeg skræmt ved synet af mænd, der havde en stålkam og en bugnende portemonnaie i baglommen – macho-agtigt som en sort brugtvognsforhandler. De uhumske 50-ører smider jeg altid i et hjørne af baren – så kan jeg tjekke næste gang, om der er gjort rent.
Der kan gå uger mellem at jeg har penge på lommen – ikke blot af pengenød, hvilket også kan ske, men fordi vi er på vej mod et pengeløst samfund og jeg går foran med mine kort. De lever en tryg tilværelse i et etui, hvori jeg har det allermest nødvendige, hvilket kun er køre-, rejse- og pressekort. Det sidste bruges næste aldrig – det er en slags pralekort, som ligger forrest. I øvrigt er jeg også ved at udfase kortene. Jeg ville helst have indopereret en chip i mit håndled til erstatning for alt det andet skrammel. Indtil da anvender jeg ansigtsgenkendelse. Der er noget luksusagtigt ved at kunne betale på sit halvglatte ansigt…
Jeg kan heller ikke lide nøgler, og jeg har kun én eneste, som jeg kun bærer rundt på når jeg er på kontoret i Aalborg. Jeg har adgang til adskillige lokaliteter rundt om, især i Berlin og Paris, men det klares med mobilen via Bluetooth. I samme øjeblik jeg står foran en låst dør, hvortil jeg har adgang finder mobilen selv koden og beder mig bekræfte. Herligt!
Jeg går dog ikke rundt med højre baglomme tom. Prangerpung og stålkam er erstattet af mit pas, som jeg altid har på mig, også hvis jeg bare skal til bageren. Jeg vil gerne kunne rejse med sekunds varsel – og hvad jeg har på lommen. I øvrigt er det yderst sjældent at mit pas anfordres… Men kammen? Dens formål overlader jeg til vinden og det, jeg siges at gøre 1.000 gange dagligt: stryger håret tilbage med højre hånd. Måske en særhed, men det er vist også den eneste…