Fri af forstemmelsen
“Jeg skriver mig fri af forstemmelsen og fordummelsen”, er jeg citeret for i et interview, jeg gav som 14-årig, men som åbenbart har været for deprimerende til, at min far har gemt det i samlingen af udklip fra dengang. Anledningen var, at jeg havde vundet en digtkonkurrence, udskrevet af UNESCO, med et digt hvori jeg som trist ung mand begræder verdens tilstand – bemærkningen i avisen blev kraftigt understøttet af mit triste kontrafej.
Forstemmelse og fordummelse. Min oplevelse var, at mennesker og samfund, d.v.s. hele verden, var udsat for en tiltagende fordummelse, og det gjorde mig forstemt i svær grad. De fysiske tegn var Vietnamkrigen og sultkatastrofen i Biafra, mentalt observerede jeg åndeligt armod og tabet af visdom – i verden som sådan og i mine nære omgivelser.
Når jeg ser mig omkring synes jeg ikke situationen er bedre nu 50 år senere. Forstemmelsen forstærkes fordi fordummelsen gør. Det er en pandemi, som også rammer mig. Jeg havde nok håbet på at blive klogere med alderen (de påstår andre jo at de gør), men jeg bliver dummere. Kan mærke det næsten dagligt. Det er næppe kun fordi mine hjerneceller udtørrer eller dør (hvilket jo er videnskabeligt bevist), det hænger sammen med, tror jeg, at verden omkring mig fordummes på snart sagt alle områder. Og så hænger det nok sammen med et bevidst valg om at fjerne mig mere og mere fra det, de fleste kalder virkeligheden. Jeg orker den ikke mere. Men det gør mig jo u-vidende.
Jeg forsøger at “skrive mig fri” af miseren, og min dialog med de højere magter tager til. Måske hjælper det heller ikke denne gang, men jeg behøver i hvert fald ikke se frem til et langt liv som vidne til yderligere fordummelse, samtalen med Vorherre betrygger mig mere end nogensinde før – og jeg siger oftere ”Farvel” end ”På gensyn” sådan til hverdag.