I bumseregistret

Jeg støtter mig ofte til borger.dk med hensyn til de faktiske forhold vedr. mit liv, når jeg dyrker historieskrivning om samme. Eller i hvert fald det, det offentlige mener at vide om mig. Herunder hvor jeg har ”boet”. Det stemmer ikke altid overens med sandheden, hvilket historien om min flytning til København kan fortælle.

Jeg har altid holdt meget af København og siden teenage årene opholdt mig der en del. Da jeg i begyndelsen af 90’erne arbejdede med musik i DR var der næsten ugentligt rejser til hovedstaden bl.a. fordi Nordjyllands Radio, som var min base, var den største leverandør af udsendelser til landsprogrammerne P1 og P2. Dette i kraft af at programchefen Jakob Zeuthen med imponerende stædighed og strategisk sans havde forhandlet en stor portefølge af musik og kirkeligt stof hjem til stationen – med tilhørende økonomi og manpower. 

Da København i 1996 var Europæisk Kulturhovedstad indvilligede provinsdistrikterne i midlertidigt at allokere ressourcer til dækning af det store udbud af kulturoplevelser i København. Jeg fulgte med og arbejdede i 1996 mest i København. Samtidigt havde den legendariske chef for samtidsmusik (”ny” klassisk musik) Mogens Andersen varslet sin snarlige pensionering og udset mig til at være kronprins. En ære, jeg stadig er meget stolt af, og et job, jeg ganske enkelt elskede i årene frem til 2004, hvor jeg bestred det.

Jeg etablerede mig med en lejlighed på Callisensvejs nordlige side, der danner Gentofte Kommunes sydlige grænse – jeg blev hellerup’er og nød faktisk kvarteret. Men én ting ville jeg ikke: flytte adresse til whiskybæltet. Jeg ville simpelthen ikke identificeres med asociale holdninger og jeg ville ikke bidrage med mine skattekroner til de riges udskejelser. Fra 1996 til 1998 står jeg derfor optaget i ”Folkeregister 2”, også kaldet bumseregistret eller ”uden fast bopæl” og skulle betale skat til den mere fattige Aalborg Kommune, hvor jeg jo havde sidst kendte bopæl. Det var fint for mig at betale til arbejderbyen frem for direktørparadiset, og jeg kæmpede en brav kamp for at beholde denne status. Jeg havde i den kamp støtte af en god veninde, kontorchef Anni Walther, chef for Folkeregistret, og Anni bøjede paragrafferne alt det hun kunne inden for lovens rammer, men 6/7-98 faldt hammeren: jeg skulle lade mig registrere hos de rige i Gentofte. Det gjorde jeg og det kunne ses på en mærkbar lavere skat på næste lønseddel. Men det var ikke med min gode vilje og det var i strid med min samvittighed.

Det holdt i to år, så flyttede jeg på Nørrebro, ind til de andre fattigrøve, og i årene frem til 2004 boede jeg flere steder på Nørrebro og Vesterbro. Det bragte min skat op, min samvittighed bedre i orden og ikke mindst kom jeg til at elske København endnu mere. Her var den mangfoldighed, der altid har tiltrukket mig og som jeg stadig befinder mig så godt i og med. I øvrigt var tiden i bumseregistret ikke den første i mit liv fortæller borger.dk – og heller ikke den sidste. Syv gange er det blevet til og der skal såmænd nok komme en ottende og en niende og….