PH, far og stearinen

Da dette skrives brænder der to stearinlys i kontoret i et par stager, som er det eneste, jeg har taget med mig fra min fortid. Det er farmors gamle, messinglignende, næppe ædelmetal. Men lysene er 100 % stearin, det der kaldes kronelys. Rummet oplyses også af hele syv lamper, hvoraf nogle har pærer importeret fra en udkant af Europa, hvor man stadig kan få (ulovlige) gammeldags lyskilder med en betragtelig kaliber watt. Jeg kan simpelthen ikke leve i det, der belysningsmæssigt ligner et bulgarsk cafeteria sådan som jeg ofte oplever det i boliger i Danmark og de latinske lande sydpå.

Jeg befinder mig noget af tiden i Poul Henningsens fødeland, som også er mit. PH var jo kendt for meget, det ene bedre end det andet. Han geniale arbejde med kunstigt lys er jeg vokset op med ligesom Liva Weel – og stearinlys. Der var ikke råd til PH lamper i mit barndomshjem, men der var 100 % stearin i de mange stager og de var næsten altid tændt. At der var råd til det handler om min far og hans arbejde.

Han var vistnok uddannet blomsterbinder og var en ret fremragende sådan, bl.a. på grund af hans kunstneriske sind – det bør der nok fortælles om en anden gang. Han satte sit præg på hjemmet med en særlig æstetik omkring lys. Ud over den ægte stearin var der visse regler, der skulle overholdes. Det var ikke i orden at have stager hvis ikke lysene var tændt. Var de undtagelsesvis ikke det, skulle man i det mindste have tændt dem én gang, så den synlige del af væggen var sort. Man tændte kun med tændstikker og ethvert tegn til at lyset ”løb” blev straks taget i opløbet. Jeg lever stadig efter denne stearin-filosofi.

Når der kunne være så meget stearin i mit barndomshjem var det fordi min far i 1946 blev afløser for kirketjeneren i Ansgars Kirken i Aalborg, et job han beholdt i op mod år. Her havde han bl.a. til opgave at vedligeholde de store alterlys, Asp Holmblad af bedste kvalitet, som kostede en formue. De holdt naturligvis længe (var jo kun tændt et par timer søndag formiddag og et par gange om ugen til bryllup og begravelse), men alligevel brændte de ned til de 40 centimeter, der gjorde, at de skulle kasseres. Det nænnede min far ikke og tog dem altid med hjem.

Hjemme i køkkenet smeltede han så resterne om og de flere liter flydende stearin blev til kronelys, som prydede hjemmet. I 1966 byggede mine forældre et lille parcelhus i den fattige del af rigmandsparadiset Hasseris og her gik det en dag galt. Manglende opmærksomhed gjorde, at der simpelthen gik ild i køkkenet. Brandvæsenet blev tilkaldt, begrænsede skaden og roen blev genoprettet. Men dagen efter smeltede far igen alter om til krone og de levende lys supplerede smukt de nøje udvalgte kunstige pærer rundt om i huset medens Liva Weel sang ”Men man kan ikke binde ånd” på grammofonen. Så var PH og stearinen på plads – og far tilfreds.