Trilles mirakelmiddel

Som annonceret handler december måneds erindringer om jul. Her er undtagelsen – og dog: nelliker (og her tænkes på krydderiet, ikke blomsten) lugter jo af jul. Beretningen tager sin begyndelse i 1985, hvor jeg arbejdede på DR i Alborg med musik og kunst og kultur og, sagt i al beskedenhed, var en slags kulturkendis i Nordjylland og omegn. 

Til stor glæde for mange, herunder mig, flytter et herligt menneske til byen. Ernst Trillingsgaard hedder han og han bliver direktør for Aalborghallen. Trille, som han kaldes, er både et utrolig entreprenant menneske og en kender og elsker af kunst og kultur, og derfor bliver han hurtigt én af DR’s og mine naturlige samarbejdspartnere – én af de bedste, jeg har oplevet. Det hænger sammen med at Ernst er så meget andet godt og det ved de fleste.

Nå, samarbejdet betød naturligvis mange møder – ofte flere gange ugentligt – og helt i ”kulturkøbmanden”s ånd foregik det under hyggelige former. Det kunne være i direktørens berømte hjørnekontor i Aalborghallen, ved et frokostbord i Papegøjehaven eller under andre både spirituelle og spirituøse former. Før fortællingen fortsættes skal det noteres, at vi knoklede kvalificeret, fik store, flotte projekter gennemført og i det hele taget tog vores arbejde med nordjysk kunst- og kulturliv særdeles alvorligt. Men derfor kunne man jo godt tage en øl til arbejdet og en porsesnaps til silden.

Det gjorde man dengang som noget helt naturligt og det skal være min påstand, at det befordrede kreativitet og vovemod på en særdeles gunstig måde. Men alkohol lugter jo og allerede dengang kunne man mærke en vis skepsis når man ved 14-tiden gik videre med mere trivielt arbejde. Til at imødegå fikse bemærkninger havde Ernst et mirakelmiddel, en lille plasticpose med hele nelliker. Når man knaser en nellike oplever man nogle sekunders angreb på smagssansen, og lugten fra krydderiet er så kraftig, at den overdøver den fra alkohol. Desværre påvirker den ikke andres lugtesans og det blev mirakelmidlets endeligt i det nordjyske.

Trille delte gavmildt (han er ét af verdens mest gavmilde mennesker) ud af sine nelliker og vi indtog dem gerne – sådan for en sikkerhes skyld. Men efter nogle måneder bredte den gavnlige trend sig i en sådan grad, at man kunne risikere følgende bemærkning: ”Du lugter af nelliker, du har nok haft møde med Trille”. Derefter lod vi syv og fem være lige og stod ved vores kreative alkoholindtag.