Jul trods alt

Jeg har tidligere beskrevet hvordan jeg det meste af mit liv har smøget mig uden om juleaften og siden jeg var ni har foretrukket at være alene. Et par gange er dette dog ikke lykkedes. Jeg var blevet far endnu engang i 1990 og da den lille var 2-3 år syntes moderen, at det kunne være givtigt at holde familiejul, d.v.s. incl. mig. – På trods af mine advarsler.

Altså blev bedsteforældre inviteret og jeg indforskrevet og det skal da bemærkes, at jeg naturligvis altid nød fruens og datterens selskab for nu at sige det på dén måde. Juletræ og -knas, mad i lange baner, nisser i alle vinduer, Disney på fjerneren – det var 100 % udgaven af alt det, jeg ikke kunne udstå, og livet har budt mig bedre aftener.

Efter at have bistået ved kødgryderne hele eftermiddagen gik jeg en lille tur i den tomme by for frisk luft og en smøg, og jeg nød de tomme gader og stilheden i mine egne tanker, da jeg blev passet op af en uniformeret person, der bad mig følge med. Det var ikke ordensmagten (jeg tilbragte aftenen i den hjemlige celle), men en repræsentant for Frelsens Hær, der syntes at jeg så så trist ud, at jeg da måtte indbydes til flæskesteg og dans om træet med de hjemløse. Jeg var lige ved at tage imod det venlige tilbud…

Jeg overlevede også det tåbelige show, men ved sengetid sagde fruen overbærende til mig, at jeg godt kunne tage min gudstjeneste-vagt på P1 næste juleaften. Jeg gjorde ingen ophævelser herimod. 

Året efter skulle jeg sende gudstjeneste 24/12 kl. 16 fra Århus Domkirke og højmesse kl. 10 julemorgen fra Odense. Jeg skulle altså overnatte på hotel i Odense og bad sekretæren opstøve et sted, hvor jeg kunne få noget at spise juleaften. Eneste mulighed var mit hotel og der blev bestilt bord til mig. Dejligt, nu kunne jeg holde min egen jul med á la carte og Weekendavisen, en godnat whisky og tidligt sengeleje.

Da jeg kl. 19 ankommer til hotellet finder jeg en fyldt restaurant, kun én plads ved de mange 8-mands borde var tilbage og den var min. Ved bordet mødte jeg syv pensionister (det er mange år siden, så jeg var ikke selv i den alder), der havde talt en del om, hvem der mon skulle indtage den sidste plads.

Nå, Weekendavisen under stolen, jeg tømte den halv flaske rødvin, der hørte med til julemenuen i hast og begyndte venligt at konversere. Jeg måtte selvfølgelig bestille nogle helflasker til bordet og det viste sig, at når andre betalte var der lige så meget søk (i moderne betydning) i de gamle som i mig. Efter risalamanden (i øvrigt ukendt i Frankrig) trak jeg mig høfligst tilbage med påskud om at jeg skulle forberede mig til næste dag.

Efter mig ad hotelgangen fulgte diskret bondemanden Niels fra Ringe (20 km fra Odense), én af mine bordfæller. Om han måtte se mit værelse? Øh, jo da og jeg fandt et par øl i minibaren. Det var anden gang i Niels’s lange liv at han besøgte Odense og første gang han entrede et hotel. Efter en time måtte jeg sige effektivt godnat, men gik i seng med god samvittighed. Nu var det også blevet jul for Niels – julen er jo hjerternes fest, og jeg overlevede endnu en juleaften i andet selskab end mit eget…