www.engang.nu

Nytårsknald 1 – Christina og den evige stad

Lige som juleaften er jeg helst alene nytårsaften. Dels fordi jeg har let til tårer, dels fordi jeg har en frygtelig trang til at gøre status og bruger enhver plausibel anledning til det – nytår er jo oplagt. Altså deltager jeg sjældent i den tåbelige fest, selvom den kan udøves under mere civiliserede former end det er sæd og skik i Danmark. Det vender jeg tilbage til.

I 1985 var jeg blevet gift med Dronning Christina og vi havde udskudt vores bryllupsrejse til nytår, så juledag drog vi til Rom. Vi nødsagedes til aftenen før at overnatte i København og fruen havde sat vore venner Else og Otto stævne på Copenhagen Corner, der dengang var kendt for sit omfattende cocktailkort. De to damer mente at det ville være en god optakt til vores bryllupsrejse, at de så at sige tømte baren og under hørbar afsyngning (v/ damerne) af den kendte schlager ”Der er ingen bånd, der binder mig” drog vi til hotellet for at få et par timers søvn inden den store jernfugl skulle befordre os til den evige stad. Når jeg dvæler ved denne episode er det fordi den blev kendetegnende for den følgende uge.

Christina var og er en overordentlig smuk og indtagende kvinde og på trods eller grund af hendes sydlandske udseende øjnede jeg en vis opmærksomhed fra de sultne italienske mænd på gader og torve. Jeg knejsede overbærende med nakken. Lige indtil den aften, hvor fruen taber en kontaktlinse og må følge et råd fra døgnapoteket om at tage en klap for det ene øje indtil en ny kontaktlinse kunne skaffes næste dag. Så kan det nok være at de indfødte liderlige charlatanner blev truende i deres blik når de gik forbi os. Jeg fandt så ud af at Christina så ekstra lidende ud når en charmør nærmede sig. Det er bare  typisk, Christina – tak fordi jeg ikke fik tæv! 

Selve nytårsstunden foregik på hotelværelset med en flaske god champagne, som jeg ikke kunne åbne fordi jeg havde glemt mit sværd. Løsningen var at knalde flasken mod badekarret og ud kom champagnen, men ikke i glassene.

Næste morgen vågnede jeg desperat badet i blod. Christina analyserede koldblodigt situationen og fandt ud af at jeg blot havde snesevis af små glasskår på kroppen – jeg var ikke døende. Som den gentleman jeg er, samlede jeg alle glasskår fra krop og badeværelse sammen i min dårligste skjorte og tog det diskret med bort fra hotellet – den underbetalte (og meget sexede) stuepige skulle jo ikke lide under min drukkenskab, og jeg havde også en vis stolthed. 

Nytårsdag var meget stille og der blev undtagelsesvis ikke gjort status. Sådan var det ikke nytårsaften 1999, hvor jeg gav københavnerne et knald, der kunne høres. Læs mere i “Nytårsknald 2:2” i morgen!

Kommentarer lukket til Nytårsknald 1 – Christina og den evige stad