Nytårsknald 2 – københavner klokkeri

Som beskrevet i gårsdagens kapitel bruger jeg som mange andre nytårsaften til at gøre status – i mere eller mindre ædruelig tilstand. Jeg holder min egen fest, men synes egentlig ikke at livet og verden ser så meget anderledes ud på årets sidste dag end næste års første.

Nuvel, der er undtagelser og en sådan skulle det, der ikke blot var årsskifte, men årtusindeskifte være, syntes jeg. Der var så mange fjollede arrangementer verden over i den anledning samtidigt med at halvdelen af jordens befolkning holdt vejret, for hvad nu hvis computerne svigtede og der slet ikke kom et nyt årtusinde…?

Jeg kan godt lide en vis storladenhed, så et par år i forvejen tog jeg kontakt til Bent Lorentzen. Jeg mente, at Danmarks Radios ny musik afdeling, som jeg stod for, skulle markere den store begivenhed, og til det var Bent den rette. Bent Lorentzen (1935-2018) var en fremragende komponist, der ikke blot komponerede for klassiske besætninger og elektronik, men også elskede at begive sig ud i spektakulære projekter; f.eks. skrev han engang musik for en masse brandbiler i Ebeltoft, som jeg producerede til DR. Han var tillige et venligt, elskværdigt menneske og en god ven. Om ikke han havde en vild idé eller noget i skuffen?

Bent havde en vild idé i skuffen, og det blev til værket ”Te Deum”, komponeret for 17 københavnske klokkespil – placeret i 16 kirketårne og Rådhustårnet selvfølgelig. Det ville være en passende og prangende markering af et årtusindeskifte, og jeg var fyr og flamme for at hjælpe projektet til verden. Bent naturligvis som komponist, vi begge som en slags entreprenører – selve logistikken med aftaler med kirke og klokkenister, tilladelse fra kommunen til Rådhusklokkernes medvirken, målinger af vindretning, forsinkelser i lyd m. v. knoklede jeg med på, og idéen var så, at værket skulle uropføres 1/1-2000 kl. 00.00 naturligvis live og direkte i radioen.

Dér var det så, at logistikken – og kommunen, hejste stop. Kommunen turde ikke erstatte de traditionsrige klokkeslag med ny og ukendt musik, og det var vanskeligt at få de mange kirker og klokkenister med på en opførelse ved midnat. Resultatet blev, at ”Te Deum” blev uropført 1/1-2000 kl. 13.30. Da var jeg over alle bjerge – mere herom senere. 

Den næste store udfordring var radiotransmissionen. Teknikerne og jeg brugte snesevis af timer på at greje en måde at transmittere klokkeriet på uden at sende 17 vogne (som DR ikke havde) med besætning på gaden, og i det hele taget var foretagendet, også når det gjaldt selve radioproduktionen, ret kompliceret.

Løsningen blev, at vi to uger op til nytår kørte rundt mellem de 17 lokaliteter og optog musikken stykkevis og delt. 29-31/12 sad vi så i døgndrift og mixede det hele sammen, så det kunne sendes nytårsdag samtidigt med liveopførelsen i byen. Det ville være umuligt at sende det direkte.

Mit eget nytår foregik på den måde, at jeg 31/12 kl. 6 morgen efter endt mixning af Bents imponerende musik tog fra Radiohuset ud til lejligheden på Callisensvej, pakkede mit habengut i otte flyttekasser i en stationcar. Mit lejemål var udløbet og jeg vidste ikke rigtigt, hvor jeg skulle flytte hen. Men jeg vidste at jeg skulle holde nytårsaften i Berlin, og ved middagstid stod jeg på dækket af Tysklandsfærgen og tog en smøg medens jeg tænkte på min bil på bildækket, der stort set indeholdt al min ejendom. Efter et par timers søvn på hotellet indtog jeg en formidabel middag på restaurant Reinhard’s, beliggende på Kempinski Eck, Berlin. Kl. 23 hyrede jeg en taxa, der i to timer kørte mig rundt i byen for at få smagsprøver på én af verdens største nytårsfejringer, bl .a. hørte jeg Nina Hagen ved Berliner Tor. Det var noget andet, end Bent Lorentzen – og dog…

Da jeg skulle betale taxa’en bad chaufføren om 50 EURO. Taxameteret sagde 183 EURO og han blev naturligvis behørigt betalt. Men han sagde selv tak for en god aften og syntes, at også han havde fået en god oplevelse og undgået passagér tumult.

Siden 2000 har jeg kun to gange misset nytårsaften i Berlin. Jeg håber ikke, det kommer til at ske igen.