Drikkepenge

En god, meget rejsende ven, mener, at drikkepenge skal man give når man ankommer til hotellet eller restauranten, ikke når man forlader den. Filosofien er, at man ved at indlede med den generøse adfærd kan forvente bedre betjening, end hvis man belønner indsatsen til sidst.  Han er dansker lige som jeg, og danskere er ikke kendt for at give drikkepenge. Han har så kombineret dansk snusfornuft med udansk generøsitet. 

Både i Danmark og i udlandet fortæller servicepersonale, at danskere generelt er fornærede, uvenlige, nidkære med udregninger og i det hele taget uvante med at færdes i ”servicemiljøer” endsige belønne en god indsats. Undtagelser findes – når en typisk dansker uforskammet runder regningen op fra 998 kr. til 1.000. Buffet’er er en stor succes i Danmark, selvom det i virkeligheden ikke er et særlig attraktivt menupunkt på spisekortet. Det handler om at ”få noget for pengene”. Af samme grund kender man brokkeriet over at der altid er for lidt på tallerkenen når man spiser fransk…

Jeg giver drikkepenge. Det nævnes ikke for at fremhæve egen fortræffelighed, for jeg mener ikke, det er nogen særlig dyd, men en selvfølgelighed. Så jeg giver drikkepenge i restauranter, på hoteller, i taxa, til frisør, undertiden kassedamen i Føtex – stort set alle steder, hvor jeg modtager en service, der naturligvis er indarbejdet i medarbejderens løn (i hvert fald i Danmark), hvilket måske er et problem. I hvert fald motiverer det ikke til at gøre den ekstra indsats, der er drikkepengene værd.

I disse år, hvor alting skal hedde noget andet end det, de er, kunne man omdøbe ”drikkepenge” til ”servicetillæg” hvis man da ikke vil kalde det tips, der jo betyder noget andet på dansk, end på engelsk. Men drikkepenge er ikke kun penge. Det er anerkendelse, venlighed, skulderklap og andet godt. Jeg lever meget af mit liv ”ude”, ikke luksuriøst, men hverdagsagtigt. Til det hører den glæde at give drikkepenge og få et smil som kvittering.