www.engang.nu

På stoffer

Skønt mine vigtigste modningsår foregik 1968-72 har jeg aldrig røget hash endsige gjort forsøg med euforiserende midler. Egentlig har jeg aldrig haft nogen animositet over for det, der kaldes bevidsthedsudvidende stoffer. Mennesker må gør hvad de vil når blot de ikke skader andre. Jeg har bare altid haft en forestilling om, at arbejdet med bevidstheden kunne foregå intellektuelt og  åndeligt, og det har så være min praksis. 

Som jeg har beskrevet andetsteds her i erindringerne har jeg flere gange været i psykisk krise, indlagt på psykiatrisk og tidligt i mit liv forsøgt selvmord tre gange. Det kunne jo være at de kunstige stoffer ville have hjulpet mig, men jeg har haft den holdning, at stimulanser, der bringer én i andet en “normaltilstand” nok ikke skal forsøges, når man er i krise. F.eks. også alkohol, som jeg er flittig bruger af. 

Der har dog været et par undtagelser. Den ene for 15 år siden, da jeg havde en længerevarende tilstand af absence. Jeg kender den slags til hudløshed, men i kortvarig form, hvor jeg hurtigt kommer tilbage til “virkeligheden”. Men dengang gik jeg i måneder “ved siden af” mig selv, inaktiv som sjældent før, ganske ude af stand til at sanse, føle og tænke. En slags åndeligt vakuum, der var stærkt invaliderende. Så var det, jeg henvendte mig til en psykiatrisk overlæge, der privat og med både advarsler til mig og en vis nervøsitet selv, lod sig overtale til at hjælpe mig gennem en seance med en mild dosis af en moderne delysid variant. Under kontrollerede former, men i private omgivelser, opgav jeg selvkontrollen og blev ført på tre 12-timer lange rejser til forudbestemte tidspunkter i mit liv. Selve rejsens indhold er borte fra erindringen og eftervirkningerne varede flere måneder. Jeg kom ud af min krise, men hverken lægen eller jeg kunne specifikt pege på LSD som løsningen. Det var ulovligt, men jeg fortryder ikke.

For nogen tid siden gjorde jeg så et længerevarende forsøg med ayahuasca. Det skete – også under kontrol – i et europæisk land, som ikke var Danmark, hvor det er forbudt. Formålet var egentlig det samme som for 15 år siden. Jeg var kørt fast i en slags mentalt limbo og mine egne metoder strakte ikke til. Heller ikke her synes jeg at kemikalierne (i dette tilfælde dog iblandet naturlige stoffer) hjalp særligt meget. Den korte rejse ind i andre dimensioner, hvor jeg fik nye egenskaber og tilsyneladende fantastiske muligheder, bragte mig ikke ud af min krise. Men ud kom jeg (måske) med en erfaring om at det hårde, daglige arbejde med mit vanskelige sind er et livsvilkår, og at dette arbejde aldrig hører op – før den dag, jeg hører op i min nuværende gestalt. Det tager vi så til den tid….

Kommentarer lukket til På stoffer