Kunstneriske overfald
Jeg er ikke den store tilhænger af turistattraktioner. Jeg færdes yderst sjældent i det parisiske latinerkvarter og TV-tårnet på Alexanderplatz og Tour Eiffel har jeg lissom oplevet. Til gengæld tiltrækkes jeg af storbyers mere depraverede kvarterer, problematiske indvandrerkvarterer, luderkvarterer o.s.v. Jeg har ganske vist aldrig været kunde slige steder og jeg ved ikke rigtigt hvorfor jeg kan lide at indånde lugten af nød og død, elendighed og håbløshed, men måske er det forestillingen om det farlige, der udfordrer.
Hvad dét angår er jeg til gengæld blevet skuffet. Nogle få gange har jeg oplevet noget, der kunne være blevet overfald, men i virkeligheden – da skrækken havde lagt sig – viste sig at være imponerende oplevelser. Et par skal refereres. Den ene udspillede sig i Prag for 30 år siden, da jeg havde været på jazznatklub med en lokal komponist og hans kone i en mørk gade i et skummelt kvarter. De tilbød at køre mig til hotellet, men jeg ville hellere gå. “Jamen så lov mig, at du går hurtigt og direkte op til hovedgaden, når du kommer op af kælderen”, sagde min ven og det var jeg opsat på. Men efter kun 10 meter mødte mig et par kæltringe, én forfra og én bagfra. Den bagfra kommende holdt mig fast medens den anden på sekunder rippede mig for pas, pung og overfrakke. Jeg ilede mod hovedgaden og prajede en taxa, som kørte mig til hotellet, der betalte chaufføren. Dagen efter gik jeg til ambassaden og fik et provisorisk pas. Jeg kom intet til, ikke engang min forfængelighed tog skade, jeg havde jo selv opsøgt faren.
En anden gang, på Vesterbro Torv blev jeg røvet, men på en mere moderat facon. Jeg skulle hæve nogle hundrede i en bankomat og da jeg mærkede at en anden kunde trængte sig rigeligt på, trak jeg tæt på automaten. Alligevel lykkedes det en herre i et splitsekund at række hånden ind og røve pengene fra mig. Jeg vendte mig og så en lille elegant herre ile bort. Ufortrødent hævede jeg nye penge – den slags sker vel ikke igen lige straks. Jeg tog på Halmtorvets Politistation, for det synes jeg at man bør, og der genkendte man manden ikke på mit sparsomme signalement, men på metoden. Der var tale om en midaldrende inder, der lejlighedsvis tog på turné i Europas storbyer, som regel kun et døgn hvert sted for ikke at blive fanget. Han var velkendt af politiet internationalt.
Når jeg nævner disse episoder er det for at rose gerningsmændene for det kunstneriske. Naturligvis må man ikke røve andres ting og gøre andre bange og røverierne gav noget besvær, men: topkarakter for behændighed, elegance og professionalisme. Nåja, og så fik jeg ikke en skramme. Det tæller da også…