Talen til Europa

I juli 2000 blev Øresundsbroen åbnet. En måned efter stod jeg midt på broen med udbredte arme og vendt mod syd og holdt en tale til Europa. Jeg lovpriste Europa, Sverige og broer højlydt, men talen blev kun hørt af én person, hvis hun overhovedet hørte efter, nemlig min elskede Sofie, der foranstaltede denne enestående mulighed for at stå midt på broen og holde tale.

Jeg er fuldblods europæer og har holdt flere taler til Europa på spektakulære lokaliteter. Efter bro-åbningen fablede jeg om min brotale i ét væk, og da Sofie og jeg en dag havde ærinde i Lund og Sofie sad ved rattet, standsede hun pludseligt i det smalle nødspor, steg ud, åbnede motorhjelmen, bøjede sig ind over maskineriet og fakede motorstop, hvorpå hun råbte til mig: “Hold så den tale, men skynd dig!”. 

Jeg ud af bilen og ud med armene for at udfolde alle mine retoriske talenter i nogle minutter og så kørte vi videre. Sofies imponerende vildskab havde iscenesat mit stunt og jeg var tilfreds og stolt både over at have gennemført mit forehavende, men også over mine velvalgte ord til min store kærlighed: Europa. Jeg har holdt en tilsvarende tale på kassen i Hyde Parks Speakers Corner, fra en helikopter over Limfjorden, udenfor Sé katedralen i Lissabon (med en dyttende sporvogn som baggrund), på klosterbjerget i Prag og andre fine steder. Men Sofie-talen var så fornemt koreograferet at jeg faktisk ikke kan huske hvad jeg sagde, men kun en skælvende følelse af lykke. Det var stort og jeg vil uundgåeligt vende tilbage til min kærlighed til Europa her i erindringerne.