Mød Louise – hemmeligheden

Louise, der fylder 48 år i dag, er min ældste datter og én af mit livs bedst bevarede hemmeligheder.  hemmelig, at hun har givet stof til hvad nogle nok vil betegne som en livsløgn. For mig selv en gåde indtil jeg 23. august 2002 mødte hende for første gang. 

Som 17-årig havde jeg et kærlighedsforhold til en to år ældre kvinde. Det resulterede året efter i vores skønne datter. Alene min mor kendte til den fra begyndelsen og det var i sig selv en kamp for mig at hun besad denne viden, som hun dog forvaltede som forventet – forstående, tilgivende og med respekt for selve dette, at hun var farmor til et barn, hun næppe ville møde.

Jeg selv løb skrigende bort, umoden og bange som jeg var, men Lise, Louises mor var en meget moden, selvstændig og selvernærende kvinde, som, næsten som min mor, blot konstaterede at jeg altså var blevet far, men at hun og datteren sagtens kunne og helst ville klare sig selv – jeg kunne jo komme, hvis jeg ønskede det.

I 2002 mødte jeg tilfældigt Lise i Frankfurts Lufthavn og hun inviterede mig til sin 50 års fødselsdag et par måneder efter i London, hvor hun (og vores datter) bor. Jeg kunne så møde Louise. Jeg tog imod invitationen, troppede op og blev præsenteret for et fantastisk 30 årigt menneske, min datter. Denne gang løb jeg ikke bort, men angsten, usikkerheden og umodenheden viste sig igen, og første da vi et par måneder senere tilbragte nogle dage sammen i Berlin for at lære hinanden at kende, gik det op for mig, hvad jeg som stor knægt fik og lod fare. Jeg var på intet tidspunkt, hverken i 1972 eller 30 år efter, i tvivl om faderskabet.

I dag har vi et tæt forhold med jævnlige møder og stor fortrolighed. Lou som jeg kalder hende, er et fantastisk menneske. Stærk, smuk og begavet. Selvernærende, aldrig gift, omend mor til en 12-årig pige, som altså er mit barnebarn. Jeg er meget stolt af dem og lykkelig for den overbærenhed og kærlighed, der strømmer mig i møde som dengang i 1972, da en umoden opkomling af en teenager blev far.

Det er stadig mit livs hemmelighed. Måske fordi jeg gerne endnu en tid vil nyde min nye virkelighed, selvom den er gammel, i fred. Måske fordi jeg endnu ikke er moden til igen at blive konfronteret med fortielserne og hemmelighedskræmmeriet, som ellers ikke er min vane…